Resultatet fra irakisk valg udsat

Lyt til artiklen

Resultatet af Iraks valg er blevet forsinket på ubestemt tid, efter at valgkommissionen har fået mistanke om fusk med næsten 300 stemmebokse. Resultatet af et af det mest omtalte mellemøstlige valg i nyere tid var ventet torsdag, men vil blive udsat, mens de fordækte stemmebokse granskes nærmere. »Vi ved ikke, hvornår vi er færdige (...) Dette betyder en mindre forsinkelse i offentliggørelsen af resultatet«, sagde Farid Ayar fra valgkommissionen. Hverken han eller andre medlemmer af valgkommissionen ville give en nærmere dato for, hvornår valgresultatet kan blive offentliggjort. Usikre meldinger Valgkommissionen har drypvis meldt om foreløbige resultater, der indikerer en klar sejr til den shiamuslimske valgliste, der går under navnet Den Forenede Irakiske Alliance. Men meldingerne er meget usikre, fordi der ikke er optalt lige mange stemmer i alle Iraks provinser, og der er himmelvid forskel på, hvordan de enkelte provinser har stemt. De foreløbige tal tyder på, at den shiamuslimske alliance - der har opbakning af Iraks vigtigste præst, storayatollah Ali al-Sistani - kan få halvdelen af stemmerne. Derefter følger en kurdisk liste, og på tredjepladsen kommer USA's foretrukne kandidat, ministerpræsident Ayad Allawi, med sit verdslige parti INA. Men det er de nøjagtige tal, der vil afgøre, om der f.eks. skal dannes en shiamuslimsk-kurdisk koalition, og hvad dens politik i givet fald bliver. De seneste dage har rygterne svirret om, at en stærk shiamuslimsk regering kan finde på at indføre muslimsk lov, sharia. Det vil i givet fald være direkte imod Washingtons ønske. Mistænkelige valgsedler Baggrunden for forvirringen om stemmeboksene er, at hele optællingen er foregået i særligt beskyttede lokaler i Bagdad. Men noget tyder på, at adskillige bokse blev byttet ude ved valglokalerne eller på vejen til Bagdad, enten ved brug af vold eller bestikkelse, siger embedsmænd fra valgkommissionen. Især er der fokus på 40 kasser og 250 sække med valgsedler, som kommissionen anser for mistænkelige. De risikerer nu at blive taget ud af valgresultatet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her