Danmark stopper for alle fremtidige bistandsbevillinger til Nepal efter kongens statskup i landet. Det oplyser udviklingsminister Bertel Haarder (V): »Det vi har sat i bero, er alle nye bevillinger til regeringen i Nepal, så vi starter ikke noget nyt. I forhold til de eksisterende bevillinger, vil vi overveje at stoppe de penge, der går gennem regeringen, for dermed at lægge det maksimale pres på den«, siger Bertel Haarder til Ritzau. Han understreger dog, at regeringen fortsat vil give bidrag til de nødhjælpsorganisationer, der opererer i området. Undtagelsestilstand Beslutningen om at indstille nye bevillinger kommer efter et statskup i landet, hvor kong Gyanendra tirsdag erklærede undtagelsestilstand efter først at have afsat regeringen. Angiveligt skulle årsagen være kongens utilfredshed med, at regeringen ikke havde udskrevet det ventede parlamentsvalg. Maoistiske oprørsgrupper kontrollerer store dele af landet og besværliggør valghandlinger, lød regeringens argument. Kongen vil nu selv lede en ny regering. Fraråder rejser til Nepal Det danske udenrigsministerium fraråder alle at rejse til Nepal, hvor politiske ledere og fagforeningsfolk er sat under husarrest og både det faste og det mobil telefonnet er i hele landet ude af drift. Resultatet af kongens handling er en række blodige sammenstød, bombeeksplosioner og terrortrusler over hele landet. Derfor er der ifølge Udenrigsministeriet ikke et eneste sted i Nepal, hvor det i øjeblikket er sikkert at færdes - heller ikke de populære turistruter i Annapurna og Everest regionerne. Især fraråder Udenrigsministeriet danskere i Nepal at tage på trekking alene og at rejse alene rundt i landet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























