Hillary Clinton vil have abortmodstandere om bord

Hillary Clinton kan blive Demokraternes præsidentkandidat i 2008. - Foto: AP
Hillary Clinton kan blive Demokraternes præsidentkandidat i 2008. - Foto: AP
Lyt til artiklen

USA's Demokratiske Parti, der blandt andet tabte præsidentvalget i november på debatten om 'moralske værdier', er begyndt at genoverveje sin holdning til det helt centrale abortspørgsmål. To af de mest fremtrædende kandidater til formandsposten i Det Demokratiske Parti har opfordret partiet til at komme abortmodstanderne i møde - det ville tidligere have været utænkeligt i det demokratiske miljø, hvor retten til fri abort opfattes som ukrænkelig. Hillary talte for aborttilhængere Hillary Rodham Clinton, der er demokraternes mulige præsidentkandidat til valget i 2008, blandede sig også i diskussionen i denne uge, da hun gjorde sig til fortaler for at søge »samling« om det spørgsmål, der mere end noget andet deler amerikanerne. »Vi kan alle sætte os ind i, at abort på mange måder er et sørgeligt, ja ligefrem tragisk valg for mange, mange kvinder«, sagde senator Clinton på et møde, der skulle markere den 32. årsdag for den amerikanske højesterets beslutning om at tillade abort. Tilhørerne var først og fremmest aborttilhængere. Ann Lewis, en af Hillary Clintons rådgivere, fastholdt efterfølgende, at senatoren fortsat går fuldt og fast ind for fri abort. »Der er ingen grund til at tro, at man vil omstøde højesterets kendelse, bare fordi man diskuterer moralske værdier«. Presset højrefløjen Men det er let at se, hvad der har kastet demokraterne ud i denne selvransagelse: ved valget i november var det ifølge meningsmålingerne netop 'moralske værdier, der afgjorde, hvor 22 procent af amerikanerne satte deres kryds. De nye toner kommer på et tidspunkt, hvor aborttilhængerne i forvejen føler sig presset af den religiøse højrefløj, der har høstet en række sejre i de første fire år under præsident Bush. Bare tanken om at genoverveje holdningen til abort har vakt røre i demokraternes stærke kvindeorganisationer. De hævder, at valgnederlaget i langt højere grav skyldtes John Kerrys manglende evne til at markere sig i spørgsmålene om økonomi og national sikkerhed. Men adskillige fremtrædende demokrater har allerede opfordret partiet til at lægge en ny kurs. Den nye leder af den demokratiske gruppe i Senatet, Harry Reid, har sagt, at han ikke vil udfordre partiets officielle politik, men at han personligt er imod abort. Forud for valget af en ny leder af det demokratiske partiapparat i næste måned har to af kandidaterne, Tim Roemer, abortmodstander og tidligere kongresmedlem, og Howard Dean, der sidste år forsøgte at blive nomineret som demokraternes præsidentkandidat, sat abortspørgsmålet på dagsordenen. »Jeg har længe ment, at vi bør give plads til demokrater, der er imod abort«, sagde Howard Dean for nylig til tv-stationen NBC. 32 år gammel beslutning Andre partisoldater påpeger, at det er på tide, at demokraterne forholder sig til den komplekse udvikling, der er sket, siden højesteret traf sin beslutning for 32 år siden. »Den moralske og etiske ramme, vi sætter spørgsmålet ind i, betyder ikke nødvendigvis, at vi skal ændre holdning«, siger Frances Kissling, leder af gruppen Katolikker for Fri Abort. Hun mener, at det er en rygmarvsreaktion hos demokraterne at støtte »kvinders ret til at vælge«, og at de dermed nægter at anerkende de ændrede præmisser. De færreste amerikanske kvinder kan huske tiden før p-pillen, da adgangen til prævention var begrænset, og mange kvinder lod kvaksalvere udføre livsfarlige abortindgreb.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her