Embedsmænd i den nordøstlige amerikanske stat Connecticut har på ubestemt tid udsat statens første henrettelse i 45 år. Det skete efter tre dramatiske døgn, hvor den dødsdømte Michael Ross, der det sidste år har arbejdet på at få fremskyndet sin død, var 90 minutter fra at blive henrettet. Ny begæring I sidste øjeblik bad advokaten om udsættelse med henvisning til en mulig interessekonflikt. Henrettelsen blev så udsat to et halvt døgn, men med mindre end et døgn tilbage indgav Michael Ross' advokat, T. R. Paulding, en ny begæring, hvor det fremgår, at Michael Ross ønsker, at hans evne til at overskue sin egen situation bedømmes i retten. »Vi har hele tiden sagt, at Michael Ross kan standse processen ved at benytte sig af sine borgerrettigheder, som han nu har gjort. Loven giver os absolut intet valg«, sagde Connecticuts kammeradvokat Richard Blumenthal til nyhedsbureauet Reuters. Dødsgangs-syndrom Den 45-årige Michael Ross, der har tilstået otte drab i det østlige Connecticut og New York i begyndelsen af 1980'erne, har tidligere sagt, at han ønskede at dø for at gøre en ende på lidelserne for ofrenes familier. Advokaten T. R. Paulding siger i sin seneste begæring om udsættelse, at psykiateren Dr. Michael Norko, som tidligere har erklæret Michael Ross habil, nu mener, han ville have konkluderet anderledes, hvis han havde haft adgang til yderligere information. Ifølge Paulding kan der være tale om, at hans klient lider af 'dødsgangs-syndrom'. Det giver sig udslag i, at år med hårde vilkår på døds-gangen tvinger den dødsdømte til at droppe appel-mulighederne. I en edsvoren erklæring fra psykiateren Norko er det nu kommet frem, at Ross i et brev fra 1998 erkendte, at ønsket om at dø var drevet af et ønske om at gøre en ende på sine egne lidelser. Og i et brev fra 2003 skriver han til sine støtter: »Jeg tror ærligt talt ikke, jeg kan klare det meget længere. Jeg forstår nu, hvorfor 12 procent af de henrettede mænd i dette land opgav at appellere og 'meldte sig frivilligt' til henrettelse«. Advokat risikerede bevilling Paulding blev antaget af Michael Ross for at hjælpe ham med at fremskynde henrettelsen. Advokaten er tidligere blevet beskyldt for ikke i tilstrækkeligt omfang at undersøge påstande om, at Michael Ross ikke var mentalt kvalificeret til at beslutte sig for at dø. Beskyldningerne blev fulgt op med slet skjulte trusler om, at advokaten risikerede sin bevilling, hvis henrettelsen af Michael Ross blev gennemført. Nærved og næsten-henrettelsen af Michael Ross har udløst betydelig debat i det nordøstlige USA, hvor henrettelser er sjældne. De fleste henrettelser i USA sker i Texas og sydøstlige stater.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























