Da en million palæstinensere skulle vælge Yassir Arafats efterfølger, strømmede 800 observatører til Vestbredden og Gazastriben for at overvåge valget. USA's tidligere præsident Jimmy Carter og Sveriges tidligere statsminister Carl Bildt stod i spidsen for en af delegationerne, en tidligere fransk ministerpræsident stod i spidsen for en anden, mens der var to delegationer fra den amerikanske Kongres. Da otte millioner afghanere skulle vælge ny præsident i oktober, var der mindst 122 internationale observatører fra Asien og Europa til stede for at overvåge valget, og de meldte, at valget var »en regulær og gennemsigtig proces«. 14 millioner stemmeberettigede i Irak Men til valget i Irak næste uge, hvor der er 14 millioner stemmeberettigede, vil der muligvis kun være en enkelt repræsentant fra den nyligt nedsatte Uafhængige Irakiske Valgkommission til stede. Hvis modvillige regeringer i sidste øjeblik ændrer mening og alligevel ikke vil sende repræsentanter til Irak, er det muligt, at der vil komme en håndfuld andre, men selv hvis der gør, er der højst sandsynligt ingen af dem, der vil tage rundt til valgstederne eller blive officielt identificeret, siger ansatte i valgkommissionen og amerikanske embedsmænd. Sjældenhed De voldsomme uroligheder i Irak betyder, at valget bliver det første af en lang række overgangsvalg i de seneste to årtier - siden demokratiet begyndte at få fodfæste i Østeuropa, det tidligere Sovjetunionen, Sydamerika og Afrika - hvor der ikke vil være et internationalt observatørkorps, der tager rundt til valgstederne for at vurdere, om valget forgår i god ro og orden. Der vil ikke være noget neutralt, udenforstående korps til at vurdere, om vælgerne bliver forhindret i at afgive deres stemme, om stemmeurnerne er overfyldte, om nogen politiske partier forsøger at gribe ind i valghandlingen, og om stemmerne bliver korrekt talt op. Ingen delegationer fra den amerikanske Kongres vil overvåge valget, og i sidste uge meddelte EU, at man havde afvist en opfordring fra Irak om at sende observatører. Heller ikke The Carter Center, der har overvåget flere end 50 valg på denne side af Atlanten, vil sende nogen observatører. »Det betyder, at der ikke vil være nogen uafhængig stemme, der kan rapportere troværdigt om, hvordan valget forløber i en situation, der allerede er præget af store vanskeligheder og tvivl om processen», siger David Caroll fra The Carter Center, der selv var observatør under det palæstinensiske valg. Man stiller blandt andet spørgsmål om, hvorvidt det vil lykkedes oprørerne at holde folk væk fra valgstederne med trusler om vold, og hvorvidt det sunnimuslimske mindretal vil deltage i et tilstrækkeligt stort antal, til at man kan kalde valget for en succes. Kommission flygtet Den eskalerende vold i Irak har tvunget Den Uafhængige Irakiske Valgkommission til at lægge sit hovedkvarter uden for Irak, i nabolandet Jordan, hvilket kommissionen ikke er meget for at afsløre, fordi man frygter at blive udsat for angreb. Og alligevel kommer der højst omkring en snes valgobservatører til Irak fra Albanien, Australien, Bangladesh, Storbritannien, Canada, Ghana, Ungarn, Indonesien, Mexico, Panama og Yemen. Deres begrænsede opgave bliver at vurdere valget på baggrund af data, leveret af Irak, oplyser valgkommissionen og amerikanske embedsmænd. »Jeg sætter stor pris på kommissionens indsats, men hvis de ikke dukker op på valgstederne, vil de ikke være i stand til at foretage en troværdig vurdering af hverken valgdeltagelsen eller -resultatet«, siger Frederick D. Barton, der var valgobservatør i Haiti, Polen og Etiopien i 1990'erne og nu er direktør i The Post-Conflict Reconstruction Project og Center for Strategiske og Internationale Studier. Der vil være godt 6.000 irakiske valgobservatører fra 150 forskellige organisationer, men det er ikke mange, antallet af vælgere taget i betragtning. Der vil kun være en observatør pr. 2.300 registrerede vælgere. Palæstinenserne mønstrede 21.000 observatører, hvilket svarer til cirka en pr. 50 vælgere. Valget møder allerede massiv kritik, fordi den internationale kommission er røget ud på sidelinjen i processen. »Ethvert forsøg på at betegne valget som gyldigt vil være et forsøg på at stikke verden blår i øjnene«, sagde den italienske EU-parlamentariker Giulietto Chiesa, da EU havde taget beslutningen om ikke at sende valgobservatører til Irak. Udeblivelsen af internationale observatører får valgeksperter til at frygte, at vælgerfremmødet vil blive brugt som målestok for valgets troværdighed. »Jeg håber ikke, det bliver nødvendigt at sige, at vi i USA kun har en stemmedeltagelse på 15 procent ved lokalvalg, 35 procent ved guvernørvalg og 55 procent ved præsidentvalg, og at vælgerdeltagelsen derfor ikke afgør, om valget er legitimt«, siger Barton. »Det er ikke et ordentligt grundlag at vurdere et valg på i et land, der endelig får chancen for at vælge sin fremtid«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Noa Redington
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Kronik af Knud Peder Jensen




























