Thailands regering beskyldes for at genopbygge turistområder og støtte hotelejere på bekostning af fiskerne i de ødelagte lokalsamfund, som turisterne ikke får at se. Liggestolene er allerede stillet op på rad og række igen på de populære strande i Phuket, og regeringen opfordrer udenlandske turister til at vende tilbage til Thailand. Turisthotellerne får hjælp til at udarbejde skadesanmeldelser til forsikringsselskaberne, ligesom de ifølge myndighederne kan se frem til både erstatninger og billige lån. Forkerte oplysninger Få dage efter flodbølgen besøgte landets ministre turiststeder som Patong Beach. Men det tog myndighederne 16 dage at få hjælp frem til fiskerlejet Ban Nam Kem, der ligger 100 km nord for Phuket. Flodbølgen afbrød blandt andet elforsyningen til det lille samfund. Ikke desto mindre oplyste regeringen samtidig, at 90 procent af landets feriesteder var genåbnet og fuldt funktionsdygtige ligesom før naturkatastrofen. Turisme og fiskeri er begge særdeles vigtige erhverv i den thailandske økonomi. Alene rejeindustrien er ramt af ødelæggelser for over 300 millioner kroner, mens 200.000 har mistet deres job i branchen. 200.000 arbejdspladser i fare Ifølge myndighederne er 200.000 arbejdspladser i fare i turistbranchen, og i de seks berørte provinser i Sydthailand beløber det økonomiske tab sig til 600 millioner kroner om måneden i højsæsonen fra januar til marts. Kritikere beskylder regeringen for at prioritere forkert. I stedet for at bygge nye boliger inde i landet burde man straks forsyne fiskerne med både og redskaber, så de kan genoptage deres erhverv, siger Amporn Kaewnoo, der repræsenterer en lokal græsrodsorganisation. I Ban Nam Kem er de fleste af de 3.450 overlevende stadig indlogeret i en flygtningelejr. »Jeg er rystet«, siger den 37-årige fisker Chaloh Khumpean. »Regeringen kan sagtens få overblik over ødelæggelserne i et turistområde. Almindelige lokale indbyggere betyder ikke så meget for regeringen«. 'Turisterne i første række' En anden fisker, Wason Phonprasit, siger, at han har levet af privat velgørenhed siden flodbølgen. Han var på havet i sin båd, da katastrofen indtraf, men han slap uskadt, selv om han mistede alt sit udstyr. Han kan godt forstå, hvorfor han endnu ikke har modtaget hjælp fra regeringen. »Jeg er ikke vred. Jeg mener, at turisterne bør komme i første række«, siger han. »Vi håber, at regeringen snart kommer med hjælp«. Formularer I øjeblikket er det ikke hjælp, men formularer, der deles ud til indbyggerne i Ban Nam Kem. Et halvt ødelagt hus er omdannet til offentligt hjælpekontor. Her sidder 18 embedsmænd i fikse hvide poloshirts og langer blanketter over skranken til de indbyggere, der vil søge erstatning. »Vi vil oprette registre over, hvem der omkom. Derefter vil regeringen rykke ind med hjælp«, siger Wiboonchai Pootthong. De familier, der udfylder en formular, modtager 5.500 kroner for hvert omkommet familiemedlem og 11.000 kroner, hvis der er tale om familiens overhoved. Regeringen vil derudover udbetale 4.500 kroner i erstatning for et ødelagt hus, 1.500 kroner for svær legemsbeskadigelse og 1.500 til hver familie, der har mistet deres virksomhed, hvad enten der er tale om et hotel eller en fiskerbåd. Regeringen vil desuden give hver af de berørte familier 45 kroner om dagen til mad. 15.000 kr. til et nyt hus Hverken i Ban Nam Kem eller andre steder er man begyndt at udbetale disse erstatninger. Indbyggerne har i stedet skillinget sammen til et madtelt, der serverer karry til dem, der står uden hjem eller arbejde. Hver familie har desuden fået tilbud om 15.000 kroner til at bygge nyt hus. Kritikere i fiskerlejerne fnyser, at det ikke engang er nok til at købe et »dukkehus« for. »Det er ikke nok«, siger Jean Angsakoon, der er afhængig af den gratis mad, fordi hendes hus og butik blev jævnet med jorden. »Jeg har ikke fået udbetalt penge til mad, for jeg ved hverken, hvordan jeg skal spørge, eller om jeg overhovedet kan få noget«, siger hun. Oversættelse: Tonny Pedersen
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























