Fire personer er blevet dræbt i den sydlige del af Bagdad af en bombe, som blev udløst af en selvmordsbomber. Dermed er flere end hundrede personer blevet dræbt inden for den seneste uge af formodede militante sunnimuslimer, der fortsætter med at skabe uro forud for det irakiske parlamentsvalg den 30. januar. Samtidig er tre sunnimuslimske embedsmænd blevet taget til fange i byen Tikrit af endnu ukendte gerningsmænd. De tre var på vej hjem efter forhandlinger i shiamuslimernes hellige by Najaf. I det nordlige Irak blev 14 personer dræbt tidligt lørdag morgen, da en bombe ramte et hus i landsbyen Aaytha sydøst for storbyen Mosul. Lokale beboere sagde, at huset blev ramt af en bombe affyret af et amerikansk fly. En talsmand for de amerikanske styrker ville dog ikke kommentere oplysningerne lørdag aftermiddag.
Bombe i Bagdad koster fire mennesker livet
Lyt til artiklen