Fortvivlet jagt efter overlevende i Phuket

Wan Eller holder en træpind med fotos af sin tyske mand, som savnes efter flodbølgen i Phuket. Kvinden med stråhatten taler med Tysklands ambassadør i Thailand.   Foto: Martin Lehmann
Wan Eller holder en træpind med fotos af sin tyske mand, som savnes efter flodbølgen i Phuket. Kvinden med stråhatten taler med Tysklands ambassadør i Thailand. Foto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

Med flyet fra Bangkok til Phuket sidder Morgan Browning. Han har intet med sig andet end det afslappede ferietøj, han har på, og han rejser modsat vej af alle andre turister på den thailandske halvø: Hvor alle andre bare vil væk fra det katastroferamte område, vil han gerne frem. Helt frem Hat Khao Lak, der ligger på østkysten. Det var derfra, den 27-årige amerikaner sidst hørte fra sin kæreste. Drevet af fortvivlelse Anden juledag kom den store flodbølge, og siden har hverken Morgan Browning eller kærestens forældre - på trods af alle utallige forsøg og beskeder - kunnet få fat i hende, fortæller han stille og uden at blive spurgt. »De har spærret vejene til Hat Khao Lak, men jeg skal derop, om jeg så skal ro i en kano. Jeg er så bange, men jeg tror, hun er live ... Jeg vil tro, hun er i live«, siger han. Morgan Brownings kæreste er forsvundet i samme område, som tre danske børn er meldt savnet fra. Tre danske turister blev dræbt på den thailandske ferieø Phukets vestkyst, og omkring 30 er indlagt på hospitalet. Ifølge det danske Udenrigsministerium savner man kontakt med yderligere 13 danskere, der holder ferie i området. Tre af de savnede er børn på to til fem år Danmarks ambassadør og konsul holder sammen med de svenske myndigheder til på Hotel Pearl i Phuket. Her sætter en træt, men fattet konsul, Ulrik Sørensen, sig på trappetrinnet for at berette lidt om sin dag, som for ham stadig er dagen før, der bare aldrig har fået en ende. »Vi kom hertil i går klokken 23, og siden har vi arbejdet uafbrudt«, fortæller han efter et døgn i beredskab. »Jeg har ikke tidligere oplevet noget, der var lige så dramatisk som dette. Jeg har talt med folk, der lå i deres senge eller sad ved bordet og spiste morgenmad med deres datter, da de blev slynget omkuld af bølgerne. De kommer her hos os uden andet end det tøj, de står og går i. En enkelt kom i hospitalstøj«, siger han. Familien er væk Nogle af de ferierende danskere, der denne aften sidder og venter i Hotel Pearls gange savner stadig deres familie. En mand knuger sig til sin mors pas - hun er stadig meldt savnet. En ung fyr halter lidt rundt med tydelige afskrabninger på kroppen. En svensk kvinde bryder sammen og bliver gelejdet ind til krisepsykologen. Hun har mistet hele sin familie. »Men der har også været glæder i dag. En mand troede, han havde mistet både kone og barn. Barnet blev fundet i dag, så det har givet nyt håb for konen også«, siger Ulrik Sørensen. Træt og larmende Længere inde i byen Phuket, foran rådhuset, er menneskemængden tæt og larmende. Lokale og turister flokkes omkring centralen for nødstedte. Der er boder med gratis mad, en stand med førstehjælp og fire effektive informationsdamer, der uafbrudt råber i en mikrofon på thai, engelsk, tysk og fransk. Desuden har de fleste lande en repræsentation på stedet, der kan hjælpe deres statsborgere med at genfinde familie og venner. Et nyt pasbillede Midt i mylderet i den lummervarme aften sidder den 46-årige Marjan Kammermann fra Schweiz på en hvid plastikstol og vil bare gerne hjem. Derfor prøver hun nu at få taget billede til et nyt pas. Hun og veninden skiftes til at stile sig i kø, som hun siger, selv om der ikke er meget kø over den hujende og viftende menneskemængde omkring standen med nye fotos til de formelle papirer. Begge kvinder har sovet under åben himmel i nat, efter at deres hotel blev raseret og alle deres ejendele forsvandt. De turde ikke komme ned fra bjerget for at finde et ordentligt sted at sove af frygt for endnu en flodbølge, fortæller Marjan Kammermann. Som en del af nødcentralen ved rådhuset er der opstillet en tavle, hvor folk kan hænge efterlysninger af deres savnede op. Uidentificeret Ved siden af billeder af venner og familie hænger et fotokopieret billede af et lille barn, der ifølge teksten er i live og befinder sig på et lokalt hospital, hvor pårørende kan henvende sig. På den anden side af tavlen hænger der sirlige rækker af portrætter af de omkomne, der endnu ikke er identificeret. »Hvis du kender deres navne, så sig det venligst til informationsdisken, står der. Billederne viser kun ansigter og lidt af overkroppen. Mange er i badetøj. Forslåede med sæbeøjne og blå læber. Pludselig er der opstandelse ved siden af tavlen med de mange beskeder og efterlysninger. En thailandsk kvinde bliver interviewet til tv, mens hun klynger sig til et af de billeder, der før hang på den håbefulde side af tavlen. Den unge solbrune tysker med nissehuen på billedet er hendes mand, fortæller hun med drivvåde kinder. Efter interviewet styrer hun mod den tyske repræsentation i krisecentret, hvor hun længe beder om en hjælp, de næppe kan give hende.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her