Endelig fandt de politiske ledere løsningen på det, der i snart to uger har holdt en israelsk regeringsudvidelse tilbage. Arbejderpartiets leder Shimon Peres, der havde krævet at blive viceministerpræsident, får i stedet titel af stedfortrædende ministerpræsident. kreativt ordkløveri Det kan umiddelbart blive svært at se forskellen på de to titler, men havde Peres fastholdt, at han ville være viceministerpræsident, havde det krævet en lovændring. Den nuværende lovgivning tillader kun én viceministerpræsident. Problemet var, at industriminister og viceministerpræsident Ehud Olmert ikke agtede at opgive sin titel til fordel for regeringsudvidelsen. Altså måtte man i gang med noget kreativt ordkløveri. Koalitionsaftalen mellem Ariel Sharons Likudparti og Shimon Peres' Arbejderparti lå allerede klar for snart to uger siden. Kun Peres' titel og underskriften manglede. Nu ser det ud til, at begge dele falder på plads og regeringen formelt kan dannes i begyndelsen af næste uge. Tilbagetrækningen Grunden til at det største oppositionsparti går i koalition med Sharon er Arbejderpartiets ønske om at støtte gennemførelsen af Sharons plan om tilbagetrækning fra Gaza. Sharons forslag førte til, at en række højrenationale og religiøse partier forlod regeringen. Siden Yassir Arafats død er der åbnet mulighed for at tilbagetrækningen fra Gaza kan blive koordineret med den nye palæstinensiske ledelse. Peres håber at kunne påvirke regeringens politik i retning af genoptagelse af forhandlinger om en løsning af konflikten mellem Israel og palæstinenserne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























