Et fly lastet med tomme kister er på vej til øen Phuket i det sydlige Thailand. Kisterne skal bruges til ofrene efter flodbølgen i det Indiske Ocean, som udover Thailand har trukket et spor af død og ødelæggelse efter sig på to kontinenter. Men meget tyder på, at der bliver brug for flere kister. »Dette er nok den værste naturkatastrofe i nyere historie fordi den berører så mange tæt befolkede kystområder. Så mange sårbare samfund«, siger FN's nødhjælpskoordinator Jan Egeland til CNN. Katastrofen skyldes det værste jordskælv på Jorden siden 1964. Det er fjerdekraftigste siden, man begyndte at måle jordskælv i 1899. 23.000 døde Indtil videre er mindst 23.700 mennesker omkommet efter flodbølgen - også kaldet en tsunami, som hamrede ind på kysterne med en hastighed på mere end 500 kilometer i timen. Mindst tre af de dræbte er danskere. Mere end 200 danskere savnes ifølge Danske Rejsearrangører fortsat. Ingen er blevet sparet - blandt de døde er turister, fattige landsbyboere og fiskere. Antallet af hjemløse skal formentlig opgøres i millioner. Overalt arbejder militær og redningsarbejdere på at finde overlevende i ødelæggelserne. Og antallet af døde ventes at stige i de kommende dage. Stank fra de døde I Indonesien er det foreløbige dødstal på 4.912, men en guvernør på Sumatra anslår, at antallet af dræbte alene i Aceh-provinsen vil ende på mellem 5.000 og 10.000. »Det lugter så grimt. Menneskeligene blander sig med døde dyr som hunde, fisk, katte og geder«, fortæller lederen for redningsarbejderne i Aceh-provinsen. I Indien er det officielle dødstal indtil videre 6.600, heraf menes omkring 3.000 at stamme fra de to øgruppe Andamanerne og Nicobarene midt i Det Indiske Ocean. Ifølge nyhedsbureauet AFP er 30.000 mennesker meldt savnet på øerne, men tallet er bekræftet andre steder. »Døden kom fra havet. Bølgerne blev bare ved med at jagte os. De fjernede alle vores hytter. Hvad har vi gjort for at fortjene dette«, siger en bygningsarbejder fra Pondicherry på den indiske øst-kyst til Reuters. Sri Lanka er hårdt ramt Sri Lanka er formentlig det land som er blevet hårdest ramt, da det kraftigste jordskælv i 40 år sendte den gigantiske bølge afsted. Mindst 10.029 er blevet dræbt. Heraf menes 200 at være turister. Thailand slap relativt let fra naturkatastrofen i forhold til Sri Lanka, Indonesien og Indien. De forløbige optællinger af dræbte ligger på 866, men myndighederne forventer, at antallet vil nå over 1.000. Thailand er Sydøstasiens mest populære rejsemål med 12 millioner turister om året er det Thaliand, der står over for de største opgaver med at evakuere turister.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























