Den blev i månedsvis betragtet som en privatsag, der kun kunne interessere sladderpressen. Men for godt en uge siden blev affæren - og den senere bitre strid - mellem en af Storbritanniens mest magtfulde mænd, indenrigsminister David Blunkett, og hans ekskæreste, forlæggeren Kimberley Quinn, forvandlet til et offentligt anliggende. Det skete, da Sunday Telegraph offentliggjorde påstanden om, at Blunkett i fjor skulle have fremskyndet behandlingen af en visumansøgning for Quinns filippinske barnepige og dermed reelt begået embedsmisbrug - en beskyldning, indenrigsministeren på det kraftigste benægter. Tragisk sag Siden da har striden mellem Blunkett og Quinn bredt sig fra sladderpressen til alle slags medier. Hendes mand, der angiveligt intet vidste om affæren i de næsten tre år, den stod på, og hendes toårige søn, som Blunkett hævder at være far til, er mere eller mindre sagesløse medspillere i en for alle parter ulykkelig sag. Der tegner sig et billede af en ensom, men muligvis også hævngerrig toppolitiker, der har mistet sin elskede, men desperat forsøger at bevare kontakten til det barn, hun nægter ham at se. Og på den anden side står, eller rettere ligger, Quinn, der er gravid i syvende måned og angiveligt så oprevet af hele sagen, at hun er havnet på hospitalet. Middag blev til affære Labour-ministeren Blunkett og den konservativt orienterede, amerikanskfødte Quinn mødtes i 2001. Ministeren, som er blind, var blevet fascineret af hendes stemme på et radioprogram, og da det konservative magasin The Spectator, som hun udgiver, bad om et interview, svarede han ja, hvis det blev efterfulgt af en middag med magasinets farverige chefredaktør, Boris Johnson, og Kimberley Quinn selv. Middagen blev til en affære, der kom til at strække sig over næsten tre år. Quinn fødte en søn i 2002 og blev i år gravid igen, og Blunkett, der mener at være far til begge børn, håbede angiveligt, at hun ville forlade sin mand og begynde et nyt liv med ham. I august i år brød hun imidlertid forbindelsen, og hendes allierede i den nu så bitre strid beskylder Blunkett for at have lækket detaljer om affæren til sladderpressen for at hævne sig på hende og underminere hendes ægteskab. I retten Sagen tog en ekstra offentlig drejning, da Blunkett gik rettens vej for at få beviser for, at han er far til Quinns søn og opnå samkvemsret med ham. I fredags vandt han en delvis sejr i kampen om barnet, men mange briter spørger sig selv, hvordan sønnen vil reagere senere hen i livet, når han får at vide, at han har været indblandet i en så bitter strid. Hvad der i den sidste ende kan true Blunketts position, er imidlertid ikke de snavsede detaljer om affæren, men de beskyldninger, der er fulgt med den. En kommission er blevet nedsat - nok så kontroversielt af ministeren selv - for at undersøge visumsagen. Indtil videre har Blunkett nydt fuld opbakning fra premierminister Tony Blair, hans allierede siger, at hans arbejde ikke er blevet påvirket af sagen, og noget tyder på, at han rent politisk vil overleve den. Spørgsmålet er imidlertid, om den på et tidspunkt vil begynde at belaste ham så meget, at det går ud over indsatsen. Blunkett-affæren er blevet betegnet som en sæbeopera, men måske har en unavngiven ven af ministeren mere ret, når han i Sunday Times sammenligner den med en græsk tragedie, »hvor alle aktører spiller deres forudbestemte roller og ikke agter at afvige fra dem. Men medmindre de afviger, så ender det dårligt for alle parter«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
KOMMENTAR
Ruslands forsvarsministerium har offentliggjort en liste over europæiske og danske virksomheder. »Sov godt«
SUPERLIGAEN
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00

Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.

Leder af Marcus Rubin
Debatindlæg af Caroline Wrona Stjerne
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00


























