BBC's internationale nyhedskanal BBC World har bragt en undskyldning, efter at kanalen var blevet narret til at sende et interview med en påstået talsmand for Dow Chemical, Jude Finisterra. I interviewet siger Finisterra, at det amerikanske firma tager ansvaret for kemikaliekatastrofen i den indiske by Bhopal i 1984, hvor mindst 3.500 mennesker døde umiddelbart efter et massivt udslip af giftige gasser, mens endnu flere efterfølgende er døde eller endnu i dag lider af følgevirkninger. BBC World nåede at udsende Finisterras udtalelser to gange, men måtte efterfølgende erkende, at kanalen var blevet offer for et bedrag. Dow Chemical fralægger sig ansvaret for ulykken, der er verdens hidtil største industriulykke. Undskyld »Vi undskylder over for Dow og enhver, som så interviewet, og som kan være blevet vildledt af det. Naturligvis er BBC nu ved at undersøge, hvordan bedraget kom i stand«, siger BBC. Finisterras identitet er ikke fastlagt, men han har forklaret til BBC's Radio 4, at han er med i en gruppe, der kalder sig 'Yes Men', som på forskellig vis forsøger at narre virksomheder og regeringer, og som tidligere er gået efter Dow Chemical på grund af ulykken i Bhopal. En talskvinde for Dow i Schweiz bekræfter, at BBC's oplysninger var usande. »Jeg talte i en vis forstand på vegne af Dow. Jeg sagde det, de burde sige. Jeg har lige så stor kontakt til Dow som alle mulige andre mennesker i verden. Jeg bruger mange af deres produkter«, siger Finisterra og tilføjer, at hans gruppe vil slå til igen. Brød sammen Finisterra siger, at han havde hørt om, at beboere i Bhopal var brudt grædende sammen, da de hørte ham udtale sig, og at han havde det skidt med det. »Det er en uheldig bivirkning af aktionen«, siger han. BBC siger, at interviewet blev optaget i Paris. Embedsmænd ved det statsejede BBC var ikke umiddelbart til rådighed for at give uddybende detaljer om sagen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























