»Med vores blod og sjæl velsigner vi dig, Marwan«, lød det fra en lille skare tilhængere af Marwan Barghouti, da hans kone Fadwa til aften indleverede den formelle registrering af den fængslede palæstinensiske oprørsleder til valget af Arafats efterfølger 9. januar. »Jeg har officielt registreret Marwan (til valget)«, sagde Fadwa Barghouti, da hun forlod valghovedkvarteret i Ramallah på Vestbredden. Nyt perspektiv på valg Opstillingen af Barghouti falder få timer, før fristen for tilmelding udløb og er højst overraskende. For få dage siden meddelte Barghouti fra sin celle, at han havde besluttet ikke at stille op 'for at sikre enheden' i Fatah-bevægelsen. Der er ingen oplysninger om, hvad der har fået Barghouti til at skifte mening. Med Barghouti på stemmesedlerne er perspektivet ved valget af Arafats efterfølger med ét slag forandret. Populær blandt de unge Den midlertidige leder Mahmoud Abbas har hidtil formået at sikre sig støtte fra en række forskellige grupper og lignede en sikker vinder af valget. Men den temperamentsfulde Barghouti er en langt mere populær skikkelse blandt de unge palæstinensere end den noget stive Abbas. Den dominerende Fatah-organisation har for længst udpeget Abbas som dens præsidentkandidat, og derfor opstiller Barghouti som løsgænger. Dårligt nyt for fredsprocessen Iagttagere vurderer overfor nyhedsbureauerne, at Barghoutis indtræden i valgkampen forhindrer en glat overdragelse af magten, som mange ser som en nødvendighed for at få genåbnet fredsforhandlingerne med Israel. 45-årige Barghouti er vokset op på Vestbredden og i Gazastriben, mens 69-årige Abbas tilhører den gamle garde af palæstinensiske ledere, som vendte tilbage fra eksil i Tunesien sammen med Arafat for et årti siden. Vil ikke blive løsladt Internt i Fatah har Abbas' fløj fået kritik for at have isoleret den unge generation langt fra magten, og Barghouti vil givetvis trække deres stemmer. Begge kandidater går ind for en forhandlet fredsløsning med Israel. Men hvor Abbas nyder tillid både i Israel og USA, er det modsatte tilfældet for Barghouti. Han er idømt fem gange livstid for at have beordret drabene på fem israelere, og Israel har på forhånd udelukket at sætte ham fri i tilfælde af, at han skulle blive valgt som præsident. »Hvordan har han tænkt sig at lede en nation, når han sidder i fængsel?«, siger en embedsmand fra Fatah-bevægelsen onsdag aften.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























