Krisen i kølvandet på præsidentvalget sidste mandag har bragt Ukraine på randen af en katastrofe. Advarslen kommer fra valgets formelle vinder, den siddende premierminister Viktor Janukvitj, der i en tale advarer mod blodsudgydelser blandt de hundredtusinder af demonstranter, der fylder gaderne i Kijev. »Vi er på randen af en katastrofe. Der er kun et skridt til kanten«, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters. Ingen radikale skridt »Tag ingen radikale skridt. Når den første blodsdråbe er udgydt, har vi ingen mulighed for at stoppe det«. Janukovitj advarer videre mod, at økonomien kan lide alvorligt under de vedvarende protester til støtte for oppositionens kandidat Jusjtjenko. På syvende døgn afspærrer protestanterne Kijevs gader og har omsluttet en række regeringsbygninger. Rygter om deling Valget har udpenslet den enorme forskel på landets østlige og vestlige del. I den vestlige, ukrainsktalende del stemte langt de fleste på Jusjtjenko, mens Moskva-støtten Janukovitj hentede massiv støtte blandt de russisktalende i øst. Regionale ledere i øst har senest foreslået, at landet simpelthen splittes i to dele med udbredt selvstyre. Et forslag, der dog afvises af begge kandidater. Jusjtjenko har endda krævet, at der rejses tiltale mod fremsætterne af forslaget for brud på landets forfatning. Forhandlinger går dårligt Samtidig fortsætter forhandlingerne mellem de to lejre - men ikke glat. I en tale på tv sagde den afgående præsident Leonid Kutjma, at forhandlingerne forløber dårligt, og at den liberale udfordrer til præsidentposten, Jusjtjenko, ikke viser 'god vilje' i forhold til at få sine tilhængere til at ophæve blokaden af regeringsbygninger i Kijev. Kutjmas udtalelser faldt i forbindelse med et krisemøde i landets nationale sikkerheds- og forsvarsråd, hvor også ledende medlemmer af Ukraines regering deltog. I talen sagde Kutjma, at det er nødvendigt med »et kompromis« i landet for at afværge »uforudsete konsekvenser«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Morten Jarlbæk Pedersen




























