En af Iraks vigtigste præster er blevet myrdet foran sit hjem i Mosul. Attentatet risikerer at skabe ny uro om det kommende parlamentsvalg og opflamme religiøs uro. Mordet skete, en dag efter at Iraks parlamentarikere havde fastsat valgdatoen til 30. januar. Valget trues både af den manglende sikkerhed i landet - der blev understreget af en stribe angreb mod amerikanske og irakiske soldater - og af politisk uro. Skudt nær sit hjem Den politiske uro er blevet forværret efter USA's offensiv mod oprørsbyen Fallujah denne måned. Offensiven har fået et sunnimuslimsk parti til at trække sig ud af samlingsregeringen og den vigtigste sunnimuslimske organisation, Forbundet af Muslimske Skriftlærde, til at opfordre til boykot. Det er en af de ledende præster fra dette råd, Faidh Mohammad Amin al-Faidhi, der blev skudt fra en forbipasserende bil, netop som han forlod en moské nær sit hjem i den nordlige irakiske by Mosul. »Præsten blev skudt fire gange, i bryst og mave, og døde kort efter at være ankommet til hospitalet«, sagde hospitalslægen Abd al-Jabbar Muhammad ifølge tv-kanalen Al-Jazeeras internetside. Ingen har taget ansvaret for mordet, men det er sandsynligt, at det vil blive udlagt som en politisk likvidering udført af folk, der ønsker, at valget skal finde sted - og det betyder, at både den irakiske regering og USA risikerer at få skylden. Razzia mod moske Der har i de seneste dage været stigende uro mellem Iraks centralregering og landets sunnimuslimer, der trods deres status som minoritet havde broderparten af indflydelsen i Irak under Saddam Hussein. Fredag stormede irakisk politi en af Iraks vigtigste moskeer, den sunnimuslimske Hanifamoské i Bagdad. Tre civile blev dræbt og 40 anholdt. Razziaen var et led i regeringens forsøg på at knække det sunnimuslimske oprør. Men razziaen vakte ikke glæde hos landets shiamuslimske flertal, hvor den vigtigste præst, ayatollah Ali al-Sistani, kritiserede regeringen for at blande oprørsbekæmpelse og religion sammen. »Razziaen (...) er uacceptabel, og vi fordømmer og tager afstand fra den«, sagde en talsmand for al-Sistani, Hamid al-Khafaf, til den libanesiske tv-station Al-Manar. Regeringen reagerede ikke på kritikken og synes ikke villig til at slække på den hårde kurs. Andre medlemmer af Forbundet af Muslimske Skriftlærde, der ellers i de forløbne måneder har markeret sig som en moderat organisation, er blevet anholdt i de seneste dage. Kritik af konference Organisationen kritiserede den internationale Irak-konference, der i disse dage afholdes i Egypten, med henvisning til, at den kun har til formål at »hjælpe besættelsesmagten (...) og den regering, besættelsesmagten har indsat« og ikke det irakiske folk, som en talsmand i går sagde til Al-Jazeera. Konferencen ventes i dag at udmunde i en løs erklæring, der ikke sætter en fast dato fortilbagetrækning af udenlandske styrker - noget, Frankrig ellers ønskede. Mordet i Mosul kom, dagen efter at en kurdisk milits havde arresteret byens tidligere politichef Kheiri Barhawi, der er anklaget for at have hjulpet oprørere med at besætte byens politistationer tidligere denne måned. Politichefen har været på flugt, siden det lykkedes amerikanske styrker at smide oprørerne ud.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Lige nu
Leder af Marcus Rubin
Klumme af Christian Jensen




























