Oppositionspolitiker udråber sig selv til præsident

Demonstranterne har opført en mindre by af telte i den frostkolde hovedstad og har erklæret, at man vil blive, indtil valgresultatet er annulleret. - Foto: AP
Demonstranterne har opført en mindre by af telte i den frostkolde hovedstad og har erklæret, at man vil blive, indtil valgresultatet er annulleret. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Den liberale oppositionspolitiker Viktor Jusjtjenko, der føler sig snydt for valgsejren i det ukrainske valg har udråbt sig selv til ny leder af landet. Fra et åbent vindue i parlamentsbygningen og med en hånd på en 300 år gammel bibel indsatte han for øjnene af tusindvis af demonstranter sig selv som præsident. »Bravo hr. præsident«, råbte flere parlamentsmedlemmer efter Jusjtjenko havde foretaget den symbolske ed. På randen af oprør Udnævnelsen fandt sted skete efter et hastemøde i parlamentet, hvor et flertal anerkendte ham som den retmæssige vinder af præsidentvalget. Støtter af den liberale oppositionspolitiker Viktor Jusjtjenko havde indkaldt parlamentet for at stemme om en mistillidsdagsorden efter valget, der gav premierminister Viktor Janukovitj sejren ved præsidentvalget. Afstemningen er dog ikke gældende efter ukrainsk lov, da der kun var mødt 191 medlemmer op af de 226 påkrævede parlamentsmedlemmer. Alle medlemmer af regeringspartierne blev væk fra mødet. »Ukraine er på randen af en civil konflikt. Vi har to muligheder: enten tager parlamentet affære eller også vil folket komme med et svar«, sagde Viktor Jusjtjenko efter den mislykkede afstemning. Viktor Jusjtjenko har bedt om international anerkendelse. Valgfusk Det officielle valgresultat giver premierminister Viktor Janukovitj 49,4 procent af stemmerne, mens Jusjtjenko står til at have fået 46,7 procent. Men både oppositionen og adskillige internationale valgobservatører beretter om valgfusk. Adskillige exit-polls viste det stik modsatte resultat af afstemningen blandt de 48 mio. indbyggere i landet. USA og EU har nærmest konkluderet, at valget var et fupnummer, mens den russiske præsident Putin omvendt har været hurtigt ude med en lykønskning til den moskvatro Janukovitj. Samtidig har Putin i dag opfordret alle parter i Ukraine til at overholde love og ikke anvende vold i bestræbelserne på at finde en løsning på konflikten. Og den afgående præsident Kutjma har hele vejen støttet Janukovitj. Civil ulydighed Samtidig stiger spændingerne i hovedstaden Kiev, hvor anslået op mod en kvart millioner personer er på gaden i protest mod det officielle valgresultat. Viktor Jusjtjenko har opfordret folket til en ikke-voldelig bølge af 'civil ulydighed' i kølvandet på valget. Han har personligt stået i spidsen for et demonstrationstog, han har ledt gennem Kievs centrum til parlamentsbygningen. Mindst 100.000 ukrainere har forskanset sig bag barrierer i centrum af byen og har viftet med orange flag - Justjenkos kampagnefarve. En by af telte Selve parlamentsbygningen er kun sparsomt bevogtet af politiet, mens valgkommissions bygning til gengæld er stærkt bevogtet af specialstyrker. Demonstranterne har opført en mindre by af telte i den frostkolde hovedstad og har erklæret, at man vil blive, indtil valgresultatet er annulleret. Hele dagen er folk ankommet til Kiev i minibusser og til fods, og der er frygt for uroligheder.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her