Et kraftigt snevejr ledsager de titusinder af ukrainske demonstranter, der for tredje dag er på gaden i Kiev. Folkemængderne afventer offentliggørelsen af valgets endelige resultat. Det forventes at ske i eftermiddag. Resultatet synes på forhånd givet, da de afsluttende optællinger efter valget i weekenden viste et flertal til den Moskva-tro ministerpræsident Viktor Janukovitj. Men oppositionen og vestlige iagttagere og lande har kategoriseret valget som et svindelnummer. USA og EU: Hold resultat tilbage Og både USA og EU har opfordret de ukrainske myndigheder til at holde valgresultatet tilbage, indtil beskyldningerne om valgfusk er undersøgt. EU's udenrigschef Javier Solana pointerer, at offentliggørelsen af et tvivlsomt valgresultat kan udløse uroligheder på gaden i Kiev. Forsvarsminister: Hæren i ro Den ukrainske forsvarsminister Oleksander Kuzmuk understreger, at massedemonstrationerne i Kiev ikke har udløst troppebevægelser i hæren. »Trods alle rygter og provokerende erklæringer vil jeg gerne slå fast, at der ikke er troppebevægelser. Og intet er planlagt i den retning«, siger Kuzmuk ifølge flere nyhedsbureauer. Tavshed i indenrigsministeriet Samtidig bliver det bemærket, at der ikke er udgået lignende forsikringer fra indenrigsministeriet, der har ansvaret for lov og orden i byerne, og som har en række sikkerhedstjenester under sig. Mens det indtil nu er oppositionsleder Viktor Jusjtjenkos tilhængere, der har domineret gadebilledet i Kiev, har der i dag været støttedemonstrationer på fodboldklubben Dynamo Kievs stadion til fordel for ministerpræsident Viktor Janukovitj. Og flere tusind minearbejdere, der støtter ministerpræsident Janukovitj, er rapporteret på vej til hovedstaden.
Alle venter på valgresultatet i Kiev
Lyt til artiklen