For mange danskere er det utænkeligt at skulle klare sig for under 4.500 kroner om måneden. Men det er ikke desto mindre den barske virkelighed for over 3,5 millioner franskmænd. Flere års socialistiske regeringer, høje skatter og republikanske idealer om lighed og broderskab har ifølge en ny rapport fra den katolske hjælpeorganisation Secours Catholique ikke kunnet forhindre, at knap seks procent af den franske befolkning er sunket ned i en fattigdomskløft, som de ikke kan komme op af. De frister en ussel tilværelse på samfundets bund og overlever på mindre end den officielle fattigdomsgrænse på 600 euro (4.500 kroner) om måneden. Arbejde ingen hjælp Det mest overraskende og skræmmende er imidlertid, at det ikke længere synes at være en redning fra social udstødelse at få et arbejde. »Over halvdelen af de 1,6 millioner, vi har hjulpet i 2003, er faktisk i arbejde«, forklarer Gilbert Lagouanelle, der sidder i administrationen i Secours Catholique. »Der er tale om lavtlønnede, usikre og midlertidige job. En slags fattigmandsjob. Det er langtfra nok til at trække folk ud af kummeren«, siger han til Politiken. Bolignød truer Det ender i en ond cirkel, hvor folk skiftevis er i arbejde og ryger tilbage i ledigheden. Samtidig rammes de hårdest af bolignøden, fordi man selv ikke i sociale boligbyggerier kan få en lejekontrakt med en midlertidig ansættelse, siger Lagouanelle. Den franske regering pønser i disse dage på, hvordan man kan øge landets internationale konkurrenceevne ved at smidiggøre arbejdsmarkedsreglerne, som hører til de strammeste i EU. Det er en kurs, som Secours Catholique advarer kraftigt imod. Rammer de fattigste »Det vil gå ud over de nederste lag i samfundet: de lavtuddannede og lavtlønnede. Husk at 60 procent af arbejdsstyrken er temmelig dårligt uddannet. Det er jo næppe dem, der vil nyde gavn af en sådan politik«, mener Lagouanelle. Tendensen forstærkes af, at andelen af folk over 50 i den fattige gruppe er i konstant stigning ligesom gruppen af enlige mødre. »Vi må desværre konstatere, at fattigdommen har bidt sig fast i Frankrig, og at vi er på vej mod amerikanske tilstande. Vi er i færd med at skabe en veritabel underklasse«, siger Lagouanelle, der netop har afleveret rapporten til premierminister Jean-Pierre Raffarin. Handling nu Han understreger samtidig, at tallene stiger, hvis man i stedet for absolut fattigdom betragter den relative fattigdom, der bestemmes ud fra en række udvalgte livskvalitetsindikatorer (bl.a. bolig, gæld, helbred og forbrug). »Så er der pludselig tale om 11,5 procent af alle hjem. Derfor lægger vi også meget vægt på, at det ikke er nok at tilpasse boligpolitikken og de sociale ydelser. Mennesket kan skam ikke leve af brød alene, så et tiltag som flere gratis museer og fritidsaktiviteter spiller også en afgørende rolle i vores handlingsprogram til at komme fattigdommen til livs«. Ifølge Lagouanelle er situationen efterhånden blevet så alvorlig, at der simpelthen må handles nu: »Frankrig er et af de rigeste lande i verden, og vi har midlerne til at udrydde fattigdommen. Det er uværdigt, hvis vi blot lader stå til«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00




























