Amerikanske fly har til morgen bombet mål i Fallujah, samtidig med at der stadig er hidsige kampe mellem oprørere og de amerikanskledede styrker, skriver flere nyhedsbureauer. Den sunnimuslimske by genlyder af mortérgranater, ild fra bazookaer og knitren fra maskingeværer, mens flyene har bombet det nordvestlige Jolan-kvarter i byen cirka hvert kvarter hele natten, rapporterer Reuters' udsendte. Oprørere giver ikke op Hovedbanegården blev indtaget tidligt i går, men til morgen stiger der røg fra området, hvor de irakiske og amerikanske styrker har oprettet en base. Forskellige amerikanske soldater har fortalt medierne, at der ikke er tegn på, at oprørerne har tænkt sig at give op, selv om de amerikanskledede styrker har indtaget flere nøglepunkter i centrum af Fallujah. Ti amerikanske soldater dræbt Det amerikanske forsvarsministerium har oplyst, at mindst ti amerikanske soldater og to irakiske har mistet livet, siden stormløbet blev indledt. Der foreligger ingen vurderinger hvor mange oprørere, som er blevet dræbt under fremrykningen. I alt anslået 10.000 amerikanske soldater og 2.000 irakiske soldater deltager i angrebet. Sunnimuslimsk vrede Angrebet har ophidset toneangivende sunnimuslimske præster i en grad, at de nu siger, at irakerne bør boykotte det planlagte parlamentsvalg i januar. »Præsterne opfordrer Iraks folk til at boykotte de kommende valg, eftersom de vil blive holdt på resterne af de døde og de såredes blod fra Fallujah og andre irakiske byer«, siger en højtstående talsmand for det sunnimuslimske præsteskab i landet. Sunnimuslimerne udgør omkring 20 pct. af irakerne. Allawi skældt ud offentligt Den midlertidige premierminister Iyad Allawi blev i går passet op af en ophidset sunnimuslimsk embedsmand fra Iraks ministerium for religiøse spørgsmål. »Stop angrebet i fire-fem timer. Der ligger sårede i gaderne. Der er civile, der bliver dræbt i Fallujah. Du er ansvarlig overfor Gud for deres død«, råbte embedsmanden. Zarqawi flygtet Allawi og hans amerikanske støtter har givet løfte om at udrense de byer i Irak, der kontrolleres af oprørere. Og i tilfældet Fallujah har Allawi og amerikanerne sagt, at det er Saddam-loyalister og militante islamister, der har kontrollen. Den militære overkommando erkender, at den eftersøgte jordanske terrorist al-Zarqawi, som man havde håbet at pågribe i byen, formentlig har forladt byen inden angrebet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























