Udenrigsministeriet har været i kontakt med en halv snes danske statsborgere i Elfenbenskysten i forbindelse med planerne om at evakuere udlændinge fra det urohærgede, vestafrikanske land. Fire danskere har takket ja til at blive evakueret fra Elfenbenskysten. »Fire danskere har ønsket at være med i en sådan udrejse. En er rejst, to er i luften og en står foran at rejse«, oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice. EU-lande koordinerer evakuering De øvrige seks danske statsborgere i Elfenbenskysten har foreløbig valgt at forblive i landet og se situationen an. EU-landene er i gang med en koordineret evakuering af deres statsborgere - altovervejende franskmænd - fra den tidligere franske koloni, efter at der i sidste uge udbrød uroligheder i millionbyen Abidjan. Flere end 1300 franske statsborgere har bedt om at blive evakueret. Udover de mange franskmænd, har også statsborgere fra bl.a. Storbritannien, Spanien, Portugal og Norge ønsket at blive evakueret. 64 dræbt Urolighederne i Abidjan har efterladt 64 dræbte og over 1000 sårede, oplyser de ivorianske myndigheder. Volden er den seneste udløber af den borgerkrig i Elfenbenskysten, der har delt landet i en sydlig del kontrolleret af regeringsstyrker og en nordlig del kontrolleret af oprørere.
Danskere evakueret fra Elfenbenskysten
Lyt til artiklen