Valgkampen 2008 er skudt i gang

Nuværende senator i New York og tidligere præsidentfrue Hillary Clinton har rettet blikket mod præsidentvalget i 2008, men hun vil få hård konkurrence undervejs. - Foto: AP
Nuværende senator i New York og tidligere præsidentfrue Hillary Clinton har rettet blikket mod præsidentvalget i 2008, men hun vil få hård konkurrence undervejs. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Præsidentvalgkampen 2008 er allerede skudt i gang, og den første valgtale blev holdt onsdag. Den demokratiske vicepræsidentkandidat John Edwards lagde med en aggressiv og fremtidsorienteret introduktion af John Kerry, da denne erkendte sit nederlag, grunden til et forsøg på at blive demokraternes præsidentkandidat om fire år. Eftersom præsident George W. Bush ikke kan genvælges i 2008 og går på pension i Crawford, Texas, så er feltet fuldstændig åbent både i Bushs Republikanske Parti og Det Demokratiske Parti. Republikanerne har det på papiret lettere efter et succesrigt valg, hvor de både sidder på Kongressens begge kamre og Det Hvide Hus, mens demokraterne skal igennem en lang selvransagelsesproces om partiets fremtidige kurs. Det kan ende i et blodbad mellem de forskellige fløje, spår amerikanske analytikere. En ting er sikkert: Bushs vicepræsident Dick Cheney har ingen ambitioner om at forsøge at rykke et trin op ad rangstigen. Med sine 63 år og et dårligt hjerte har han både alderen og sit helbred imod sig. Klanen Bush-klanen har også flere kandidater på spring, men næppe allerede om fire år. Floridas guvernør Jeb Bush er utrolig populær i hjemstaten, men amerikanerne er ikke meget for dynastier. Desuden har guvernøren familieproblemer. Da han for nylig blev spurgt, om han ville stille op til præsidentvalget, svarede han: »Ikke i 2008«. Med sine kun 51 år har Jeb Bush imidlertid fremtiden for sig. To andre ambitiøse republikanere dominerede tv-stationerne efter valgsejren onsdag. Flertalslederen i Senatet, Bill Frist fra Tennessee, har en valgsejr ved kongresvalget bag sig og er tilpas konservativ for partiets græsrødder. New Yorks tidligere borgmester, Rudy Giuliani, lægger heller ikke skjul på sine præsidentambitioner. Rudy Giuliani, Arizona-senatoren John McCain og Californiens guvernør Arnold Schwarzenegger er nok for liberale til 80 procent af Det Republikanske Parti. Desuden kræver Schwarzeneggers kandidatur en forfatningsændring, fordi han er født i Østrig. På den foreløbige liste nævnes også republikanere som senator George Allen fra Virginia, Massachusetts-guvernøren Mitt Romney og hans kollega fra delstaten New York, Georges Pataki. Den moderate Pataki holdt dog til Giulianis slet skjulte glæde en patetisk og elendig tale ved republikanernes konvent i byen New York. Hillary På den demokratiske side hersker der totalt kaos efter det tredobbelte nederlag tirsdag. Det navn, som igen og igen dukker op, er naturligvis Hillary Clinton. Efter Kerrys nederlag behøver hun og ægtemanden Bill Clinton ikke længere skjule parrets reelle ambitioner om at vende tilbage til Det Hvide Hus. »Hillary er den mest synlige, og hun er kendt. Ingen spørger Hillary Hvem? På den anden side løber New York-senatoren ind i samme problem som nordøststatsmanden John Kerry. De eneste to vellykkede demokratiske præsidentkandidater i de seneste 40 år er sydstatsmændene Jimmy Carter og Bill Clinton. Problemet er, at der stort set ikke er flere demokrater tilbage i syden«, siger Ross Baker fra Rutgers Universitetet i delstaten New Jersey. »Hvor finder man en kandidat, som appellerer mere bredt. Demokraterne må aldrig igen nominere en kandidat fra Massachusetts. Der hviler en forbandelse over delstaten for demokraterne«. Edwards Baker er overbevist om, at John Edwards, der er tidligere senator fra delstaten North Carolina, i 2008 vil præsentere sig som en 'Sydens Søn'. Han tror ikke, at det vil skade Edwards, at det ikke lykkedes ham at blive vicepræsident ved dette valg, men at han nok kan køre sig i stilling som en moderat sydstatsmand. Antikrigskandidaten Howard Dean markerer sig også igen, men han er for liberal til det brede Amerika, og desuden stammer han ligeledes fra det nordlige USA. Flere analytikere peger på, at det er for stort et handikap at have en baggrund som lovgiver ligesom Kerry, fordi man hele tiden vil blive stillet til ansvar for sine afstemninger i Kongressen. Derfor peger de på en række demokratiske guvernører, der måske kan komme ind i billedet: Rod Blagojevich fra Illinois, Janet Napolitano fra Arizona, New Mexicos Bill Richardson, Tom Vilsack fra Iowa og Michigans Jennifer Granholm. Hun har dog samme handikap som Schwarzenegger. Granholm er født i Canada, og derfor skal der en forfatningsændring til, før hun kan stille op til et præsidentvalg.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her