En militant gruppe, som har bortført tre FN-ansatte i Afghanistan, truer med at dræbe dem, hvis ikke samtlige fanger med tilknytning til terrornetværket al-Qaeda og det styrtede Taleban-styre er løsladt fra amerikansk fangenskab senest kl. 08.30 onsdag. De tre gidsler er to kvinder og en mand fra Nordirland, Filippinerne og Kosova. De blev bortført torsdag i Afghanistans hovedstad, Kabul. Gidseltagerne hævder at repræsentere en gruppe, der kalder sig Muslimernes Hær. FN ud af Afghanistan Lederen af gruppen siger til det britiske nyhedsbureau Reuters, at FN ligeledes skal indstille sine operationer i Afghanistan. Den arabiske tv-station al-Jazeera har i formiddag bragt en videooptagelse, der viser de tre FN-gidsler i fangenskab. Gidslerne ser efter omstændighederne ud til at være i en god tilstand.
Afghanske bortførere truer med at dræbe FN-gidsler
Lyt til artiklen