Paven kæmper for politisk magt

Der er meget på spil for Vatikanet i denne tid, og tingene går ikke helt efter pavens hoved. Afvisningen af hans personlige ven, den stærkt katolske Rocco Buttiglione som kommissær i EU var såmænd kun den seneste bet. Vatikanet reagerede med vrede og gik endda så vidt som til at kalde Europaparlamentets nej til Buttiglione for en »verdslig inkvisition«. Nederlag for Vatikanet Endnu mere bittert for paven var det dog forleden at måtte se Europas ledere underskrive en EU-forfatning, der ikke indeholdt den henvisning til Europas kristne arv, som man fra Rom har kæmpet så hårdt for at få med i præamblen. »Det er et meget stort nederlag for Vatikanet, for de har knoklet. Alle Europas ambassadører har været en tur i Rom, statslederne har været i audiens. Samtlige kommissionsformænd har haft indgående samtaler med paven. Vatikanet har hamret sit budskab ind, så det må være voldsomt skuffende for dem, at det ikke kom med«, mener cand.theol. Lene Sjørup, som forsker i den katolske kirkes lobbyvirksomhed. Afvisningen af såvel Buttiglione som kristendommen i forfatningen er begge en del af, hvad Vatikanet ser som Europas moralske forfald, slaphed og nydelsessyge. EU som hjemsted for kristne rødder 'Kondomkulturen', som det foragteligt har lydt fra Rom. Men hvorfor skal opgøret med sædernes forfald stå i Bruxelles? »Fordi Vatikanet gerne vil have politisk indflydelse og så følger man Samuel Huntingtons opskrift. Ifølge den er civilisationer karakteriseret ved religion. EU og USA er karakteriseret ved kristendommen. Vatikanet mener, at EU er hjemstedet for de kristne rødder og i det ligger, at disse kristne rødder bør forvaltes af Vatikanet, der ligger inde med sandheden«, siger Lene Sjørup. Pavens Armada Det er kommet bag på EU's protestanter, at den katolske kirke rykker frem politisk på denne måde, mener Lene Sjørup, og chokket skyldes måske ikke mindst, at Vatikanet ofte gør brug af de sektlignende katolske lægmandsbevægelser, som går under øgenavnet Pavens Armada. Den består blandt andre af den hemmelige og meget konservative organisation Opus Dei samt den mere åbne, men lige så konservative Communione e Liberazione, som Buttiglione tilhører. De to bevægelser samt en tredje, Focolare, var også i fuldt vigør på den meget aktive paves vegne, da det gjaldt om at komme kommunismen i østlandene til livs. »Deres medlemsskarer er store, de er aldeles overbeviste om, at de har ret og de fører en meget offensiv politik. Så offensiv, at mange katolske biskopper heller ikke vil have med dem at gøre«, siger Lene Sjørup. Kommissærballade 'antikatolsk' Mange katolikker har nemlig også taget afstand fra Vatikanets støtte til Buttiglione, og 140 katolske organisationer og ledere protesterede over, at den katolske kirke har kaldt balladen om den konservative kommissær-spire for »antikatolsk«. »Vi er helt uenige i den forfejlede klage over 'antikatolicismen'«, hedder det i brevet fra de 140. »Det er ikke på grund af hans forbindelse til den katolske kirke, at han bliver afvist, men fordi hans politiske generalieblad ikke beviser, at han er kvalificeret til at være en kommissær, der fremmer retfærdighed og borgerrettigheder i EU«. Storpolitisk progressiv Men Vatikanet er ikke kun en konservativ stivstikker, der er på konfrontationskurs med mange af den katolske kirkes egne troende, understreger Lene Sjørup. For selv om streng familiepolitik er et hovedområde for pave Johannes Paul II, så er hans opmærksomhed også rettet mod udvikling og det storpolitiske, og her er han faktisk ganske progressiv. »Efter jerntæppets fald har denne pave forsøgt at finde en tredje vej mellem kommunisme og liberalisme, og han har advaret mod begge dele. Paven er imod krigen i Irak, og på områder som fred og forsoning mellem religioner gør Vatikanet i det hele taget et stort arbejde«, mener hun. Støtter Bush Men i familiepolitikken er der endnu et slag forude, og det skal stå allerede i morgen med det amerikanske valg. Vatikanet har lagt mange kræfter i USA's valgkamp, men ikke til fordel for katolikken John Kerry. Tværtimod. Vatikanets foretrukne kandidat er helt åbenlyst sydstats-evangelisten George W. Bush. Kerry er tilhænger af kvindens ret til at vælge abort, hvad der allerede i april fik en af Vatikanets topfolk til at opfordre alle katolske præster til at nægte Kerry nadveren. For nylig svarede en rådgiver for paven bekræftende på et spørgsmål om Kerry kunne risikere at blive ekskommunikeret fra den katolske kirke på grund af sine holdninger. Kerry har fået flere penge fra katolikker end Bush I et helt tilfældigt tidssammenfald, i hvert fald ifølge Vatikanet selv, offentliggjorde pavestaten forleden desuden sin seneste sociale doktrin, der understreger, at katolikker ikke må deltage i nogen som helst praksis, der går imod Guds love. Og det uanset om samme praksis er tilladt i den civile lovgivning, hedder det fra Vatikanet. Pavens udenrigsminister Pietro Parolin oplyste, at Vatikanets rolle i USA's valgkamp såmænd blot bestod i at minde katolikkerne om kirkens doktrin. Der er dog tilsyneladende ikke alle, der lytter til Vatikanet. I fredags kunne den katolske organisation Cardinal Newman Society oplyse, at Kerry til sin kampagne har indsamlet ti gange så mange penge som Bush blandt ansatte på de førende katolske universiteter i USA. Mere Vatikan-lobby Men vi kommer til at se meget mere lobbyvirksomhed fra Vatikanet, mener Lene Sjørup, og den kommer især til at foregå i EU. Derfor bør andre kirkelige organisationer også ruste sig og overveje deres flade struktur i forhold til Vatikanets meget hierarkiske og effektive. Ikke mindst har den katolske kirke, herunder Pavens Armada, masser af ngo'er, der er enormt dygtige, mener Lene Sjørup. »Man skal skam tage Vatikanets lobbyvirksomhed alvorligt, for det drejer sig om, hvor stor indflydelse religionen skal have i EU. Når Anders Fogh Rasmussen affejer Vatikanets store indsats i forbindelse med at få indført kristendommen i EU-forfatningen som bragesnak, så har han nok ikke helt forstået hvilken dygtig politisk institution, der står bag«.