»Så langt, så godt«. Sådan er meldingen fra delstaten Florida, som har både medier og valgobservatørers fokus på grund af uregelmæssighederne ved sidste præsidentvalg. »Alle valgstederne åbnede til tiden. Vi har ikke oplevet nogen problemer«, siger en talskvinde for Floridas delstat. Potentialet for endnu en skandale er ellers igen til stede. Nye regler, nye vælgere og et tæt løb mellem præsidentkandidater er ifølge en uafhængig organisation for valgreformer »opskriften på problemer«. Beskyldninger om fusk og uregelmæssigheder har da også allerede floreret ikke mindst i Florida, hvor blandt andet 58.000 forsvundne brevstemmer har været med til at så tvivl om, hvorvidt afviklingen af valget er blevet mere retfærdig og gennemskuelig. Tusindvis af stemmer kan gå tabt i computere Valgmyndighederne i staten har godt nok udskiftet det udskældte hulkortsystem, som var årsagen til balladen i 2000, men der er også sat spørgsmålstegn ved de nye systemer. De nye touch-screens som er sat op i flere af Floridas distrikter er blevet kritiseret af computer eksperter, som ikke mener systemet er sikret mod software-fejl og hackere og frygter at stemmerne kan gå tabt, hvis systemet bryder sammen. Indtil videre er det dog kun få steder, at teknikken har givet problemer og de største utilfredsheder har været de lange køre foran valgstederne. Manglende forfriskninger til lange køer I Miami stod vælgere klar i køer helt ude på parkeringspladsen, da valgstederne åbnede. Men en 47-årig bibliotekar assistent, der ventede 75 minutter på at stemme, havde kun en enkelt indvending. »De burde have forfriskninger til folk for at holde dem kølige og dæmpe temperamenterne«, siger Sandra Scippio til Reuters med henvisning til at der enkelte steder har opstået ballade i køerne. Flere end ti millioner indbyggere i Florida er stemmeberettiget, og af dem har de 2,3 millioner allerede stemt, da den orkanramte stat har tilladt vælgere at afgive deres stemme allerede for næsten to uger siden. Valgstederne i Florida lukker kl. 2 dansk tid og kort efter vil de første exit polls fra den formodentlig meget afgørende svingstat dukke op. Intet nyt i meningsmålinger De seneste meningsmålinger viser fortsat, at de to kandidater står helt lige. Tre af slagsen har alle John Kerry til at få 48 procent, mens George W. Bush får henholdsvis en procent færre, det samme og en procent mere. John Kerry selv har afgivet sin stemme i hjembyen Boston efter at have brugt morgenen og formiddagen til at overbevise, de sidste vælgere om at stemme - og sætte deres kryds det rigtige sted. De to kandidater kan meget vel komme til at ligge så lige i stemmetal i en eller flere stater, at de to store partiers udkommanderede advokater vil flytte duellen fra valglokalerne over i retssalene. Der er stadig retsager igang i Florida fra det forrige præsidentvalg, hvor det tog 36 dages stridigheder og en afgørelse fra højesteret, inden Bush kunne erklæres som vinder i Florida - og dermed som samlet vinder - med en margen på blot 537 stemmer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























