En af de militante grupper bag terrorlederen Abu Mussab al-Zarqawi meddeler på en islamisk internetside, at den står bag de makabre drab på knap 50 irakiske rekrutter fra Iraks nye regeringshær. »Efterkommere af 'al-Qaeda Gruppen af Jihad i Landet med de To Floder' har haft held med at dræbe 48 korrupte (...) medlemmer af den irakiske garde«, står der i erklæringen, hvis ægthed endnu ikke kan bekræftes. De fleste af ligene - hvis præcise antal endnu ikke er fastslået - blev fundet lørdag aften, mens resten blev fundet søndag morgen af lokale irakere, skriver Ritzau. Ubevæbnede rekrutter Rekrutterne var ubevæbnede og i civile klæder på vej fra en base i Kirkush knap 90 kilometer fra Bagdad. De befandt sig i minibusser, der skulle køre dem hjem på orlov, da de blev overfaldet ved byen Baquba. Politiet siger, at oprørerne tilsyneladende tvang dem ud af minibusserne og ned på vejen, hvor de blev skudt i hovedet. Minibusserne blev efterføgende brændt. Angrebet er endnu et hårdt slag mod den midlertidige regerings bestræbelser på at opbygge en slagkraftig irakisk sikkerhedsstyrke, der kan sættes ind mod oprørerne. Hovedløst lig Massakren på rekrutterne var ikke det eneste makabre fund i Irak. Et hovedløst lig, klædt i jakkesæt og med fødderne sammenbundet, blev fundet drivende i Tigris-floden nær byen Kirkuk i det nordlige Irak. Også amerikanerene blev ramt, da den højtstående dimplomat Ed Seitz, der arbejdede med sikkerhed i Bagdad-området, blev dræbt af en mortergranat ved militærbasen Camp Victory nær Bagdads lufthavn. Seitz er den første amerikanske diplomat, som er blevet dræbt i Irak.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























