Den russiske videnskab overrasker igen og igen. Nu har en forsker i Jekaterinburg gjort en opdagelse, sexologer og andre eksperter kloden rundt forgæves har ledt efter i generationer: Impotensen er ikke andet end en følge af mændenes forkærlighed for banden. For når man bander, spilder man en masse energi, og dette tab forårsager så erektionssvigt. Problemets grad er selvfølgelig afhængig af bandeintensiteten. Jo flere kraftudtryk, des svagere evne til at få rejsning, hævder Gennadij Tjeurin, som er leder af byens Center for Økologi og Sikkerhed. Hellige ord Tjeurin har beskæftiget sig med impotensgåderne længe, og forklaringen på dem fandt han først efter at have gravet i russisk historie og opdaget kraftudtrykkenes faktiske oprindelse. »Bandeord er i virkeligheden hellige ord, som russiske mænd i oldtiden måtte bruge udelukkende i forbindelse med bestemte ritualer. Formålet var at frigøre mændenes indre kræfter. Det var tilladt kun på 16 bestemte dage om året, ellers var det strengt forbudt. Og når moderne mænd nu misbruger disse sakrale udtryk og anvender dem uden at have virkelig brug for dem, fører det uundgåeligt til en reel impotens«, siger forskeren om sin åbenbaring. Kvinder bliver til mænd Det modsatte køn har han også grublet over: »Når kvinder bander, bliver de faktisk forvandlet til mænd«, siger han. Han har dog en vis forståelse for, at der findes ekstreme situationer, hvor lidt banden kan hjælpe. »For eksempel i en krig kan det faktisk have en gunstig virkning, netop fordi de frigør de indre kræfter. Men man må ikke ødsle med bandeordene, man skal gemme dem, ligesom de sidste patroner, til man virkelig får brug for dem«, siger forskeren og understreger, at russisk banden er den farligste i hele verden. »Ingen grove ord i andre sprog formår at skade den menneskelige organisme så meget som de russiske kraftudtryk«, siger Gennadij Tjeurin.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























