Rusland siger ja til Kyoto

USA har valgt at holde sig udenfor Kyoto-aftalen, men med Ruslands ja bliver protokolen en realitet. - Foto: Thomas Borberg
USA har valgt at holde sig udenfor Kyoto-aftalen, men med Ruslands ja bliver protokolen en realitet. - Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

»Vi skåler i vodka med Dumaen i aften«, lød det fra miljøorganisationen Greenpeace til nyhedsbureauet Reuters. Anledningen var, at underhuset i det russiske parlament med et stort flertal tilsluttede sig den internationale klimaaftale fra 1997, kendt som Kyoto-aftalen. Putins underskrift mangler Ruslands underhus stemte for aftalen med 334 stemmer, mens 74 stemte imod. Aftalen mangler en endelig godkendelse fra overhuset og skal underskrives af præsident Vladimir Putin. Putin har dog allerede i september udtalt sin støtte til aftalen. »Ved at ratificere Kyoto-protokollen styrker Rusland sin internationale autoritet og bliver førende på miljøområdet«, sagde Vladimir Grasjev fra Dumaens miljøudvalg, inden han afgav sin stemme. Klaus Töpfer, leder af FN's miljøprogram UNEP, kaldte beslutningen for en milepæl. Han erklærede, at det »vil samle regeringer, erhvervsliv og industriens bestræbelser på at mødes om Kyoto-målene; og samle bestræbelserne på at få lavet endnu kraftigere nedskæringer«. Kritikere af Ruslands velsignelse af aftalen, herunder Putins egen økonomiske rådgiver, har frygtet, at aftalen vil svække muligheden for økonomisk vækst i Rusland. EU er tilfreds Samme forbehold var som sagt ikke at finde hos Greenpeace, der blandt andet betegnede det som »et øjeblik i historien, hvor menneskeheden lever op til sit ansvar«. Miljøorganisationen understregede dog på sin hjemmeside, at nedskæringerne bør gå endnu yderligere end aftalen kræver. De så helst udledningen af drivhusgasser reduceret med 50 procent i 2050. Også fra Bruxelles lød der bifaldende røster: »Ingen anden nyhed kunne være mere velkommen under mine sidste dage i Bruxelles«, var kommentaren fra afgående kommissionsformand Romano Prodi ifølge Ritzaus Bureau. Miljøminister vil have flere lande med Den danske miljøminister Connie Hedegaard (K) betegnede beslutningen som »glædelig«. »Det vil give fremdrift for en Kyoto-proces, som man ellers godt kunne være lidt bekymret for«, siger hun til Ritzau. Næste skridt er ifølge miljøministeren at få lande som Indien, Kina og Brasilien med på vognen. De 126 andre lande, der allerede støtter aftalen - herunder Danmark - vil med aftalens gennemførelse i forskellig grad være forpligtede til at reducere udslippet af CO{-2} og andre drivhusgasser inden 2012. Overholder de ikke kravene om at reducere, kan det medføre bøder og risiko for efterfølgende at skulle skære endnu mere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her