EU på vej med sanktioner mod Hviderusland

»Nej til en tredje periode« stod der på demonstranternes bannere, mens de råbte »Lukashenko tabte, Lukashenko tabte«. - Foto: AP
»Nej til en tredje periode« stod der på demonstranternes bannere, mens de råbte »Lukashenko tabte, Lukashenko tabte«. - Foto: AP
Lyt til artiklen

»Sandheden, sandheden, sandheden« lød kampråbene i går aftes i den hviderussiske hovedstad Minsk, hvor op mod 2.000 gik på gaden for at protestere mod resultatet af folkeafstemningen. Ifølge de officielle tal støttede 77,3 % af vælgerne, at den siddende præsident Alexander Lukashenko ændrer loven, så han får mulighed for at tage en tredje periode som landets leder. Men uafhængige exitpolls fra Gallup viser, at det reelle tal lå lige under de nødvendige 50 %, og OSCE's valgobservatører har kraftigt kritiseret valget for langt fra at leve op til standarderne. Det fik unge hviderussere, de fleste studerende, til at trodse kulden og samles nær præsidentpaladset for at udtrykke deres utilfredshed med afstemningen. Demonstranterne kom kortvarigt i sammenstød med politiet, der ifølge øjenvidner anholdte op mod 40, hvoraf flere blev behandlet hårdhændet. Stemmesedler afkrydset på forhånd Alexander Lukashenko kom til magten i Hviderusland i 1994, og ifølge loven kan han derfor ikke genopstille til en tredje periode i 2006. Men med resultatet af folkeafstemningen kan præsidenten nu ændre den lov og dermed forlænge det, som vesten kalder for Europas sidste diktatur. Afstemningen blev afholdt samtidig med parlamentsvalget, hvor Lukashenkos støtter vandt 107 ud af 110 pladser, hvilket har fået oppositionen til at fare i flint. Lukashenko afviser al kritik af valget og afstemningen, som bliver kritiseret af både EU, USA og OECD. Sidstnævntes valgobservatører nævner flere eksempler på, at valget næppe blev gennemført uden snyd og det bekræfter historier fra oppositionen. For eksempel beskriver observatørerne, hvordan oppositionens kontorer har været udsat for razziaer, og flere kandidater er blevet anholdt, mens oppositionen har fremvist stemmesedler til fotografer, hvor der på forhånd er sat kryds i 'ja'. Derudover skulle halvdelen af Gallups 200 udspørgere ifølge nyhedsbureauet AP være blevet anholdt. Gallup nåede dog stadig at spørge 37.602 vælgere om de stemte ja til, at Lukashenko kan genopstille, hvilket kun 48,4 % gjorde. Sanktioner mod Hviderusland på vej Kritikken af valget forventes at føre til sanktioner fra USA og EU. I forvejen har EU ustedet indrejseforbud til en ledende hviderussisk embedsmand, mens den amerikanske kongres tidligere på måneden vedtog sanktioner mod Hviderusland og at støtte oppositionen i landet. »Vi er nødt til at overveje, hvordan vi vil reagere på afstemningen og valget. Vi vil helt sikkert overveje sanktioner. Det er noget vi vil diskutere indenfor den Europæiske Union«, siger en vestlig diplomat til det engelske dagblad The Guardian.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her