Meningsmålinger mudrer amerikansk valgkamp

Hvad er vigtigst - hvem er bedst?
Hvad er vigtigst - hvem er bedst?
Lyt til artiklen

Nogle dage kan man være i tvivl om, hvorvidt forskellige amerikanske meningsmålingsinstitutter og medier overhovedet befinder sig i samme land. Det eneste nogenlunde sikre er, at sjældent har et amerikansk præsidentvalg været så tæt og uforudsigeligt i så lang tid. For en uge siden så demokraten John Kerry i flere målinger ud til at have overtaget. Mens de nyeste målinger viser, at der enten er helt dødt løb, eller at George W. Bush fører med mellem 1 og 8 procentpoint. Forskellige udregninger Ser man på den forventede fordeling af de afgørende 538 valgmandsstemmer, er billedet endnu mere uklart. De fleste har Bush som en snæver vinder, men både New York Times og Los Angeles Times har Kerry i førerposition. Vurderingen af, hvor mange valgmandsstemmer der reelt er tvivl om, svinger i otte forskellige målinger mellem 19 og 220. Et af de helt store usikkerhedsmomenter, som gør det svært at vide, hvilken måling man skal tro på, er, at alle bruger forskellige metoder til at regne ud, hvor mange og hvem der faktisk vil benytte deres stemmeret. I nogle af dette års afgørende stater har nye vælgere bogstaveligt talt stået i kø for at blive registreret. Meget tyder på, at demokraterne flere steder har været bedst til at få registreret nye vælgere, og nogle iagttagere gætter på en vælgerdeltagelse så høj som 60 procent i år. I 2000 var det kun lidt over halvdelen af alle stemmeberettigede, der stemte. Over 30 procent af dem, der var registreret, stemte ikke, og det var især de nyregistrerede, der blev væk på valgdagen. Nogle opgørelser tyder på, at omkring halvdelen af de nye ikke dukkede op. Det forsøger alle meningsmålingsinstitutter at tage højde for, for eksempel ved at prøve at lodde, hvor alvorligt den enkelte vælger tager valget, og om vedkommende overhovedet aner, hvor stemmelokalet ligger. Kerry er klogest - Bush stærkest Bag de mest brugte tal fra meningsmålingerne gemmer sig et meget omfattende talmateriale, der om muligt bare gør billedet endnu mere forvirrende. Ikke mindst fordi vælgernes svar på en lang række supplerende spørgsmål ser ud til at bryde med, hvordan amerikanske vælgere plejer at opføre sig, og fordi holdningerne til forskellige spørgsmål ifølge eksperter heller ikke helt følger almindelig logik. Der er for eksempel ingen tvivl om, at John Kerry klarede sig suverænt bedst igennem de tre tv-transmitterede debatter mod George W. Bush. Forskellige målinger er også enige om, at præsidenten har usædvanlig lav opbakning i befolkningen - 45-50 procent - og at Kerry vurderes at være den klogeste og den bedste til at håndtere landets økonomi. Og op mod 60 procent siger ja til, at landet er på vej i den forkerte retning. Men et klart flertal siger samtidig - i samme undersøgelse for avisen USA Today - at Bush fører med 20 procentpoint, både i spørgsmålet om, hvem der er den stærkeste leder, og hvem der bedst vil kunne håndtere kampen mod terrorisme. En talsmand for Bush, Matthew Dowd, siger til USA Today, at republikanerne tolker alle tallene som udtryk for, at Bush har fået overtaget; at vælgerne ikke stoler på Kerry; og at »et præsidentvalg handler ikke om at vælge debattører, men om at vælge ledere«. Demokraterne derimod insisterer på, at Kerry er stærkest i de stater, hvor valget bliver afgjort, og at det vil være til udfordrerens fordel, at opgøret er så tæt. »Vi har det helt fint med, hvor vi er, og vi er ikke særlig bekymrede over de tal, der flyver rundt«, siger Kerrytalsmand Joe Lockhart til USA Today.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her