John Kerry går til messe hver søndag. Han er tidligere messedreng. Han bærer et lille krucifiks om halsen. Han har en rosenkrans og en bibel med under valgkampen. Kerry ligner en god katolik. Alligevel støtter mange katolske biskopper metodisten George W. Bush ved USA's præsidentvalg 2. november. Stamceller Det skyldes især tre forhold: at Kerry går ind for kvindens frie ret til at vælge, som han siger, eller med andre ord abort. At Det Demokratiske Partis præsidentkandidat anbefaler forskning i stamceller fra fostre. At han går ind for, at homoseksuelle skal have samme rettigheder som alle andre, når det gælder parforhold. Det kan de katolske biskopper under ingen omstændigheder støtte. Derimod kan biskopperne under visse omstændigheder godt retfærdiggøre krig og sågar dødsstraf. Katolske biskopper er derfor gået i offensiven for præsident Bush. Flertallet af dem siger det ikke direkte, men de efterlader ingen tvivl om, at rettroende katolikker kun kan stemme på én kandidat i november, og det er den siddende præsident. Den konservative Bush har ikke lagt skjul på, at han er imod abort, ægteskaber mellem folk af samme køn og forskning i stamceller fra fostre. Flere katolske gejstlige som ærkebiskoppen i delstaten Colorado, Charles Chaput, har ifølge avisen New York Times advaret om, at det vil være en synd at stemme på Kerry på grund af hans etiske holdninger. En synd, som skal skriftes, før man igen kan gå til alters. Bush-lejren bearbejder uafbrudt konservative katolikker, også fordi de er en vigtig vælgergruppe i de såkaldte svingstater, hvor udfaldet i november kan gå både til den ene og den anden side. Bush skal også have bedt Vatikanet om hjælp til at få støtte af de amerikanske biskopper under et besøg hos paven tidligere på året. JFK Traditionelt har katolikkerne stemt demokratisk. John F. Kennedy var den seneste katolik, der stillede op til præsidentvalget, og han fik 78 procent af de katolske stemmer. Under Ronald Reagan begyndte demokraternes patent på de katolske stemmer imidlertid at smuldre, og i flere meningsmålinger står Bush til at få større opbakning blandt katolikkerne end Kerry. Kerrys rådgivere forsøger at få ham til at tale mere om sin tro, men han er nødt til at gå en balancegang, fordi Det Demokratiske Parti også har en stor sekulær fløj. Sekulære liberale - heriblandt mange jøder, som er en vigtig vælgergruppe - ser ikke med milde øjne på en sammenblanding af religion og politik.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























