I disse timer transporteres stemmebokse i biler, fly og endda på æselryg til de otte optællingscentre i Afghanistan. Fem dage efter valget har internationale valgeksperter nemlig ifølge Reuters omsider givet grønt lys for optællingen af stemmerne fra præsidentvalget i weekenden. Klager over valg Valgeksperterne havde ellers sat optællingen af de mange stemmer i stå, efter at flere af de i alt 16 kandidater til præsidentvalget klagede over adskillige uregelmæssigheder ved valget. Men efter at have vurderet klagerne er eksperterne kommet frem til, at ingen af klagerne er alvorlige nok til gøre de endelige resultater ugyldige. Valg-eksperterne sagde onsdag, at de kun havde været nødt til at sætte stemmeboksene fra ti valgsteder i karantæne, mens resten af de mange valgsteder ingen problemer havde. Problemer med blæk Mange af klagerne over valget gik på, at der var uregelmæssigheder i forbindelse med det blæk, som valgstederne skulle mærke vælgerne med for at undgå, at folk stemte flere gange. Det var meningen at folks venstre tommel skulle mærkes med uafvaskelig blæk, men flere steder har valgstederne i stedet brugt almindelig tusch eller blæk, der skulle bruges til at stemple valgsedlerne. Valgarrangørerne vil løbende offentliggøre valgresultaterne, men det er usikkert, hvor hurtigt man kan erklære en vinder, selv om der ikke hersker den store tvivl om, at den siddende præsident, Hamid Karzai, vil vinde stort.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























