Afghanistans vigtigste oppositionspolitiker, Yunus Qanuni, besluttede at opgive sin protest mod lørdagens afghanske valg og acceptere resultatet, hvis en uafhængig undersøgelse siger god for afviklingen. Dermed blev Qanuni den tredje præsidentkandidat, der i løbet af to dage besluttede først at boykotte valgresultatet, siden at boykotte boykotten. Det giver håb om, at valget trods påstande om svindel alligevel kan samle det krigshærgede land. »Vi vil skabe enhed med dette valg, ikke en boykot. Det er, hvad folket ønsker, og vi respekterer deres følelser«, sagde tadsjikeren Yunus Qanuni, som analytikere inden valget havde udpeget som den vigtigste udfordrer til den siddende præsident, Hamid Karzai. Hans beslutning blev taget, efter at han - i stil med de to andre, der ombestemte sig - havde fået krisebesøg i weekenden af den amerikanske ambassadør i Afghanistan, Zalmay Khalilzad, og FN's udsending, Jean Arnault. Det internationale samfund og især USA har investeret megen prestige og energi i det første afghanske valg efter Talebanbevægelsens fald. Fredeligt valg Valget gik overraskende fredeligt og blev forskånet for voldelige episoder. Men i stedet blev det kastet ud i en politisk krise, da Karzais 15 medkandidater samlet besluttede at boykotte det på selve valgdagen. Baggrunden var forlydender om, at mange vælgere fik mulighed for at stemme flere gange, fordi kontrollen ikke var grundig nok. Især vakte det opsigt, at vælgere kunne skrabe det blæk af, der blev brugt til at mærke deres fingre, så de kun kunne stemme én gang. Det indiske firma, der leverede blækpennene, sagde, at de tilforordnede sandsynligvis var kommet til at bruge forkerte penne. Reaktionen udeblev ikke. Den officielle valgkomité, der har et flertal af afghanere og et mindretal af FN-udpegede internationale observatører, erklærede, at en uafhængig instans vil undersøge klagerne, så længe de foreligger senest i aften. »Nogle af kandidaterne har sagt, at deres erklæring (om boykotten, red.) var noget forhastet«, sagde en vestlig embedsmand til nyhedsbureauet Associated Press. »De leder efter en udvej, der tillader dem at redde ansigt«, tilføjede han. Lille tvivl om vinder Klageprocessen vil sandsynligvis forsinke stemmeoptællingen, der i forvejen er længe undervejs på grund af store afstande i det bjergrige land. De færreste er i tvivl om, hvem vinderen bliver. En såkaldt exit poll, der var finansieret af International Republican Institute - som er knyttet til præsident George W. Bushs republikanske parti - satte Karzai som vinder med et komfortabelt forspring til Qanuni. IRI gav ikke detaljer, men sagde, at Karzai ifølge undersøgelsen blandt 12.000 vælgere fik mere end 50 procent af stemmerne, så det ikke bliver nødvendigt at afholde en anden valgrunde i november.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























