Hvis man havde regnet med, at tyrkerne ville hoppe rundt af begejstring over EU-kommissionens anbefaling af forhandlinger om tyrkisk EU-medlemskab, tog man fejl. Rapportens konklusion blev mest af alt modtaget som en selvfølge i Tyrkiet. 'Som forventet' På tyrkisk tv sendte tre-fire kanaler ganske vist live fra kommissionens offentliggørelse af rapporten, men da konklusionerne var i hus, vendte de fleste kanaler hurtigt tilbage til de normale sæbeoperaer, talkshow og konkurrencer. »De fleste tyrkere havde nok på fornemmelsen, hvad der ville stå i rapporten. Vi ved, at vi med vores 70 millioner indbyggere, religion og historie ikke er et typisk ansøgerland. Tyrkiet har historisk set heller ikke været god til at leve op til EU's standarder, men Tyrkiet har de seneste år gennemgået utrolig stor udvikling, så vi havde forventet rapportens konklusion«, siger Ömer Faruk Genckaya, lektor i politisk udvikling i Tyrkiet på Bilkent-universitetet i Ankara. Hans kollega Metin Heper, lektor i tyrkisk politik, er enig: »Der er sådan set intet overraskende i rapporten, og der er intet, som foruroliger mig. Så alt går efter planen indtil nu«, siger han. »Der er hele tiden blevet spillet med åbne kort, og vi har hele tiden vidst, hvilke krav vi skulle leve op til. Jeg mener heller ikke, at Tyrkiet umiddelbart har udsigt til et medlemskab på anden klasse, som der er blevet talt om«, siger Metin Heper, som på dette punkt ikke får støtte fra Genckaya. 'På særlige vilkår' »På trods af den grundlæggende positive linje i rapporten virker det, som om Tyrkiet vil få et medlemskab på særlige vilkår. På mig virker det, som om de fleste europæiske politikere enten er i tvivl eller imod et tyrkisk EU-medlemskab. I dette tilfælde er tvivlen så bare kommet Tyrkiet til gode«. At rapportens konklusion var forventet, fremgik også af de tyrkiske aviser, som allerede i onsdagens udgave havde taget hul på analyser og diskussioner af de krav, som EU ville stille, og forudsigelserne holdt stort set stik. »I de senere år er Tyrkiets EU-medlemskab for første gang blevet diskuteret på et seriøst niveau. Samtidig har EU på det seneste vist oprigtig interesse for Tyrkiets demokratiseringsproces. Når man holder de to faktorer op mod hinanden, viser det, at Tyrkiet har fat i et eller andet. Så vi havde naturligvis en fornemmelse af, hvad rapporten ville konkludere«, siger Serkan Demirtas, udenrigspolitisk journalist på dagbladet Radikal. Minister: Som vi havde håbet på Fra politisk side var der heller ikke store tegn på overraskelse. »Vi har arbejdet hårdt forud for denne dag, og vi vidste, at vi havde opfyldt alle kommissionens krav. Så vi var forberedte på dette resultat. Overordnet set har vi fået, hvad vi håbede på«, fastslår justitsminister Cemal Cicek, som også gør opmærksom på, at Tyrkiet er nødt til at træde varsomt i forhandlingsperioden, som formentlig vil strække sig frem til 2013. »Tyrkiet vil blive ved med at stjæle overskrifter i Europa, så længe vi ligger i forhandlinger med EU. Derfor vil vi også fortsætte med at arbejde hårdt og bevare den positive udvikling. Denne rapport er kun det første sving på vejen«. På Ankaras gader fortsatte livet onsdag eftermiddag sin vante gang, selv om Tyrkiet med EU-kommissionens rapport har fået det første grønne lys. »Jeg synes, det er utrolig positivt, at vi nu er kommet endnu tættere på EU, men vi har stadig langt igen. Vi er et folk, som før har været tæt på og tabt. Jeg vil derfor gerne vente lidt med at hoppe rundt«, griner chaufføren Bülent Akgün.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























