Irak-rapport nyt brændstof til valgkampen

Charles Duelfer og hans undersøgelsesgruppe slår nu helt fast, at Irak ikke besad ulovlige våben inden invasionen sidste år. - Foto: AP
Charles Duelfer og hans undersøgelsesgruppe slår nu helt fast, at Irak ikke besad ulovlige våben inden invasionen sidste år. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Rapporten fra de amerikanske våbeninspektører - der fjerner den sidste tvivl om, hvorvidt der fandtes masseødelæggelsesvåben i Irak, inden koalitionen invaderede landet - kunne ikke komme på et bedre tidspunkt for John Kerry. I morgen aften skal den demokratiske præsidentkandidat i den anden af tre tv-debatter med George W. Bush, og rapporten vil give ham ekstra ammunition i kampen for at nedbryde præsidentens forsvar for krigen. Kerry's vicepræsidentkandidat John Edwards har da også allerede udnyttet konklusionen til at udstille det, som demokraterne kalder republikansk fornægtelse. »Nu har vi en redegørelse for, at der helt klart ikke var nogen masseødelæggelsesvåben. Med den viden, og det at Dick Cheney sagde igen i går aftes, at han ville gøre det hele igen på samme måde; George Bush har sagt, at han ville gøre det hele igen på samme måde ... De er i en fuldstændig tilstand af fornægtelse af, hvad der sker i Irak«, siger han ifølge avisen Washington Post. 1.500 siders dokumentation CIA's våbeninspektører fremlagde i går en 1.500 sider lang rapport i Senatet, hvor de konkluderer på baggrund af halvandet års eftersøgning, at der ikke var nogen masseødelæggelsesvåben i Irak inden den amerikansk ledede invasion. Faktisk vurderes det, at Saddam Hussein havde et farligere våbenarsenal i 1998, og at destruktionen af landets ulovlige våben begyndte allerede efter Golfkrigen i 1991. Rapporten kommer ovenpå en uge, hvor forsvarsminister Donald Rumsfeld udtalte, at der ikke var nogen forbindelser mellem Saddam Hussein og al Qaeda, og Bush' tidligere administrator i Irak, Poul Bremer, sagde, at der er sendt for få tropper til Irak til at kunne opretholde sikkerheden i landet. Blix: Det kunne jeg også have fortalt Kerry kampagneledere udnytter enhver mulighed for at angribe republikanerne og konkluderer nu, at Bush »klamrer sig til halmstrå«, når han forsøger at skabe en forbindelse mellem angreben den 11. september og krigen i Irak. Og demokraterne får mere brændstof fra den tidligere chef for FN's våbeninspektører, Hans Blix, der efter offentliggørelsen af rapporten udtalte: »Havde vi fået et par måneder mere, kunne vi have fortalt både CIA og andre, at der ikke var nogen masseødelæggelsesvåben nogen af de steder de, som der blev angivet til os«. Bush og Blair nedtoner Bush selv ignorerede rapporten fuldstændig ved en tale i går og holdt fast i den risiko Saddam Hussein udgjorde. »Der var en risiko - en realistisk risiko - for at Saddam Hussein ville videregive våben, materiale eller informationer til terroristernes netværk«, sagde han. Også i Storbritannien skaber rapporten yderligere kritik af den britiske deltagen i invasionen af Irak. Modstanderne af krigen mener, at premierminister Tony Blairs manglende troværdighed endnu engang er blevet udstillet, og at han ikke har nogen argumenter tilbage, der kan forsvare krigen. Blair fastholder dog, at rapporten viser, at FN's sanktioner ikke virkede efter hensigten.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her