Australien går til 'tillidsvalg'

Oppositionen håber, at John Howard, 65, snart skal indlede sin tilværelse som pensionist. - Foto: AP
Oppositionen håber, at John Howard, 65, snart skal indlede sin tilværelse som pensionist. - Foto: AP
Lyt til artiklen

I morgen skal australierne vælge mellem to mænd, som ingen for et år siden troede ville stå i spidsen for landets to store partier. Landets premierminister, liberale John Howard, er 65 år og har længe været dømt pensionsklar af især oppositionen. Mark Latham, oppositionsleder og leder af Labor, har været formand for sit parti i mindre end et år. 'Tillidens valg' Ikke desto mindre har de to mænd de sidste måneder kæmpet indædt for at vinde vælgere i et valg, der af John Howard er udråbt til et »tillidens valg«. Irakkrigen og Australiens villige deltagelse heri har været central i debatten og for alvor skilt de to partiledere - og landets befolkning. John Howard skjuler ikke sin begejstring for den amerikanske præsident George W. Bush og Australiens tætte forhold til USA. Rival vil afslutte Irak-engagement Mark Latham har derimod gjort det klart, at alt australsk personel i Irak bliver kaldt hjem inden jul, og at kampen mod terror fremover bliver udkæmpet i 'nabolaget', det vil sige Asien, hvis han vinder valget. Debatten har ulmet længe. For to år siden blev 88 australiere dræbt, da en terrorbombe eksploderede på Bali. I sidste måned sprængte en selvmordsbomber sig selv i luften uden for den australske ambassade i Indonesiens hovedstad Jakarta. Otte mennesker blev dræbt. Stemmer pr. kamel De første stemmer er allerede afgivet for flere dage siden. Australien er verdens sjettestørste land, men har kun knap 19 millioner indbyggere. Afstandene er enorme, og for at give beboere i fjerntliggende samfund mulighed for at stemme har en gruppe officielle valgrepræsentanter rejst via fly, bil, helikopter og endda kamel for at nå de fjerneste kroge af landet. Der er meget på spil for begge partier. Labor led et sønderknusende nederlag til Howard og hans Liberal Party i 1996 og har siden haft voldsomme interne uenigheder om lederskab og partiets fremtid. Samtidig mistede en del vælgere tilliden til Labors økonomiske kunnen. Hvis Labor taber også dette valg, spår mange eksperter, at partiet for alvor er ude af australsk politik. Howards mest sandsynlige efterkommer som partileder, Peter Costello, er langt mindre vellidt end Howard, og mange vælgere frygter, at Howard vil gå på pension halvvejs gennem den næste valgperiode og overlade roret til Costello. Meget forskellige kandidater Valget mellem Liberal og Labor er ikke kun et valg mellem to forskellige politiske partier, men også et valg mellem to mænd, der dårligt kunne være mere forskellige. Hvis Mark Latham vinder valget, vil han være den yngste premierminister i hundrede år. Han er en ung familiefar, der har et forlist ægteskab bag sig og insisterer på at blive boende i sit lille forstadshus, hvis han vinder valget. Hvis Howard vinder, vil han være den næstlængst siddende premierminister i Australiens historie, altid fattet, altid i jakkesæt og altid veltalende. For at sikre Liberals valgsejr har den ellers meget traditionelle Howard lanceret et særdeles omdiskuteret dødsstød. Samtlige husstande i de vigtigste valgområder har modtaget en 'personligt' båndoptaget henvendelse fra premierministeren, hvor han taler for sin sag. Fremmedhad Valgets helt store taber ser ifølge de fleste analytikere ud til at blive Det Nationale Parti, mens De Grønne bliver spået fremgang. En af sidste valgkamps helt store personligheder Pauline Hanson, hvis højreorienterede parti, One Nation, vandt et rekordstort antal stemmer i 2001 og siden er blevet opløst, meddelte for få uger siden, at hun også stiller op til valget. Hanson, der blev kendt for sine meget frimodige udtalelser om asiatere og for ikke at vide, hvad ordet xenofobi betyder (fremmedhad, red.), stiller op som løsgænger. De eneste foreløbige meldinger, der kan pege i retning af en vinder, er Australiens spillefugle. Skal man tro dem, står Howard til sejr. Tre fjerdedele af de knap fem millioner kroner, der allerede er blevet væddet, er blevet spillet på Howard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her