Titusindvis af mennesker i Darfur-regionen i Sudan risikerer inden for de kommende måneder at dø af sult og alvorlige sygdomme, hvis de ikke får hjælp udefra. Lige nu er situationen under kontrol, men trods international velvilje og en stor indsats fra nabolandet Tchad lurer katastrofen lige om hjørnet. »Der er midler nok nu, men de vil snart slippe op. Der er store behov, men erfaringen viser, at vi opdager nye, når vi kommer ud og arbejder blandt flygtningene«, siger Steffen Stenberg, der er ansvarlig for humanitær bistand til Afrika, Stillehavet og Caribien i EU-kommissionen. Han var tidligere på ugen i Sudan og Tchad sammen med FN's flygtningehøjkommissær, Ruud Lubbers, og meldingen efter møder med flygtninge og repræsentanter for myndighederne i Tchad og Sudan er kort og kontant: »Lige for øjeblikket er forholdene stabile. På lidt længere sigt kan det gå helt galt«. Forfølgelser I tusindvis af flygtninge fra Darfur bor i lejre i nabolandet Tchad. Andre har slået sig ned blandt de lokale indbyggere, for de tilhører den lokale stamme, hvilket letter situationen. »Men det kan kun gå en kort tid, selv om de lokale indbyggere og myndighederne i Tchad gør en eksemplarisk indsats. For de er under et stort pres. Vi taler om mennesker og områder, der også har begrænsede ressourcer, som de indtil nu har delt med flygtningene. Men på et tidspunkt vil der ikke være mere tilbage at dele«, fastslår Steffen Stenberg. Der er 11 lejre i den østlige del af Tchad kun 80 km fra grænsen til Darfur, og ingen tør vende tilbage, så længe ingen kan garantere deres sikkerhed. »Derfor må vi lade dem være, for de får meldinger fra folk i Darfur om, at forfølgelserne og myrderierne fortsætter«. Forværrede betingelser Inde i Darfur er forholdene allerede dramatiske. 1,5 millioner mennesker har samlet sig i deres egne, improviserede lejre, som de ikke tør forlade. »Mændene bliver slået ihjel, hvis de går ud, og kvinderne bliver voldtaget. Så de bliver på trods af, at betingelserne bliver dårligere og dårligere. Det gælder både fødevarer og sundhed. Børnene får ingen undervisning, så hvis det fortsætter, taber vi en hel generation«, konstaterer Steffen Stenberg. Der er tale om improviserede lejre, som intet har med organiserede FN-lejre at gøre, og uden for dem lever i titusindvis af mennesker under endnu værre forhold, konstaterer Steffen Stenberg. Stort beløb samlet ind - men ikke nok Både EU og FN satser på at opbygge egentlige lejre i disse områder, men det kræver store ressourcer. Fra september 2003 til i dag har det internationale samfund ydet en god indsats. FN har samlet 937 millioner dollar til Darfur og Tchad med USA og EU som de største bidragydere. »Det er meget, og det er gået hurtigt«, siger Steffen Stenberg. Men det er bare ikke nok. For hver dag rykker nye familier op og søger væk fra deres hjem i håb om at redde livet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup




























