Russiske skoleelever skal forsynes med militærlignende hundetegn og bære 'pas' med stamoplysninger om identitet og helbredsforhold. Hensigten er at forbedre sikkerheden på de russiske skoler efter tragedien i Beslan for nylig. Børn i det sydøstlige Moskva skal afprøve de nye id-dokumenter fra slutningen af året, hvorefter forsøget udvides til at omfatte alle de en million skoleelever i den russiske hovedstad. Hvis alt forløber planmæssigt her, bliver ordningen landsdækkende. Pas med fingeraftryk Hundetegnet skal sættes ind i passet, et lille dokument med barnets navn, fingeraftryk, billede og oplysninger om nærmeste pårørende. Det vil også rumme helbredsoplysninger om blodtype, allergi og eventuelle sygdomme. Hundetegnet, en lille metalplade, kan enten ligge i passet eller bæres i en kæde om halsen. Det er fremstillet i materialer, der kan modstå brand eller en bombeeksplosion. I forbindelse med belejringen af skolen i Beslan, der kostede mindst 329 mennesker, heraf 150 børn, livet, havde nødhjælpsarbejderne alvorlige problemer med at identificere de døde og yde den nødvendige assistance til de sårede. Der er bevilget 120 millioner kroner i hjælp til Beslan, men uddelingen af hjælpen er blevet forsinket, fordi myndighederne ikke har overblik over, hvem der befandt sig på skolen. Over 60 lig var så ilde tilredt efter eksplosionen, at de ikke har kunnet identificeres. Pas med gode råd Passet vil også rumme enkle retningslinjer om, hvad man skal gøre i tilfælde af oversvømmelse, brand, trafikulykker, nødsituationer i metroen eller terrorangreb. Valerij Muliar fra sikkerhedsudvalget under Moskvas lokale parlament har været med til at udvikle passet. Han fortæller, at det rummer følgende gode råd i tilfælde af et terrorangreb: »Bevar roen. Læg dig ned, hvis du hører skud. Dæk hovedet til med dine arme eller din skoletaske. Hold dig væk fra døre og vinduer«. Muliar siger: »En lærer vil desuden give mere detaljerede instruktioner om, hvordan man bevarer roen, hvilken hjælp der er på vej, og hvordan man bør opføre sig«. Han tilføjer, at myndighederne også er i færd med at udarbejde en brochure, der skal give børnene flere anvisninger på, hvordan man håndterer et terrorangreb. Sikkerhedsforanstaltningerne omkring skolerne i Nordkaukasus er blevet skærpet efter tragedien i Beslan. Der er posteret politibetjente med AK-47-rifler uden for de fleste skoler. Der forlyder dog intet om, hvornår de nye skolepas måtte blive indført i den nordkaukasiske region. I Beslan frygter man, at blodbadet også får et voldeligt efterspil. Sorgen blandt ofrenes pårørende kan ksplodere i vold mod deres naboer, når sørgeperioden er overstået, siger en af mæglerne fra gidseltagningen. »Situationen vipper mellem krig og fred«, siger Ruslan Ausjev, ekspræsident i Ingusjetien, der grænser op til Nordossetien, hvor Beslan ligger. Ausjev gik alene ind på skolen på belejringens anden dag og overtalte gidseltagerne til at frigive 25 personer, heraf flest børn.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Klumme af Noa Redington
Kronik af Knud Peder Jensen




























