Orkanen Jeanne gjorde tidligt i morges landgang på Floridas Atlanterhavskyst ved Fort Pierce og bulldozede sig igennem næsten samme område, som for blot to uger siden blev ramt af storesøster Frances. Det skete med vindstød på over 200 km/t. Jeanne tabte noget af styrken, da den i løbet af søndag bevægede sig over det centrale Florida syd for Orlando med kurs mod Tampa og et sving nordpå mod Georgia. Men den voldsomme blæst og de kraftige regnskyl medførte store materielle skader i et område, som tidligere i eftersommeren er blevet ramt af orkanerne Charley og Frances. Jeanne syntes imidlertid kun af have kostet ét menneske livet i det sydlige Florida. Oven i købet i Miami, som hidtil ellers er sluppet billigt igennem orkansæsonen. Ofret var en ældre mand, som blev ramt af et nedrevet højspændingskabel. 1.500 dræbt i Haiti Kontrasten var skærende fra den vestlige halvkugles rigeste land, USA, til det absolut fattigste, Haiti, som for en uge siden blev ramt af en noget svagere, men tilsvarende våd Jeanne. I Haiti anslog premierminister Gerard Latortue, at mindst 1.500 mennesker er blevet dræbt som følge af det tropiske uvejr og at mindst yderligere 1.200 mennesker er meldt savnet efter de voldsomme oversvømmelser og mudderskred. Omkring 300.000 mennesker har ikke tag over hovedet, flest er hjemløse i Haitis tredje største by, Gonaives, hvor der er stor mangel på fødevarer og medicin. Slagsmål om mad Flere steder opgav nødhjælpsorganisationerne at uddele helt nødvendige madvarer til de sultende, fordi de frygtede for deres sikkerhed. Hvor forsyningerne nåede frem, kom det til slagsmål mellem modtagerne. Andre steder søgte kriminelle bander at røve nødrationerne ud af hænderne på de nødlidende, og FN's fredsbevarende styrke måtte forøge sin tilstedeværelse i Gonaives med yderligere 140 soldater fra Uruguay. I Bahamas og senere i Florida var der overvejende tale om materielle skader efter angrebet fra Jeanne. Specielt ved kyststrækningerne nord for Palm Beach, som var blevet 'mørnet' af Frances, var skaderne betydelige. Tab på 160 mia. kr. Forsikringsselskaberne har anslået de økonomiske tab i forbindelse med orkanerne Charley, Frances og Ivan til omkring 40 milliarder kroner per orkan, og Property Claims Services forventer, at Jeanne vil komme til at koste mellem 24 og 42 mia. kroner. Ved middagstid (lokal tid) oplyste elektricitetsselskabet Florida Power & Light (FPL), at over en million af selskabets kunder var uden strøm. I de hårdest ramte kommuner havde selskabet endnu ikke fået genoptaget forsyningen efter Frances og mange steder advarede FPL kunder om, at der kan gå endnu tre uger, før skaderne er udbedrede. FPL har bedt søsterselskaber i bl.a. Californien og Illinois om at sende reparatører til halvøen. For fjerde gang i løbet af kun seks uger opfordrede guvernør Jeb Bush sin bror, præsident George W. Bush, til at erklære delstaten »katastrofeområde«, sådan som det var tilfældet efter Ivan for en uge siden. Kritikere fra Det Demokratiske Parti har beskyldt brødrene Bush for at forsøge at score politiske point på orkanerne i Florida, som ved valget 2. november ventes at være 'på vippen'.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























