Amerikanske bombefly bombarderede weekenden igennem den oprørske by Fallujah i håbet om at lamme Iraks mest frygtede oprørsgruppe, Tawhid wa Jihad (Guds Enhed og Hellig Krig), der har taget ansvaret for flere gidseltagninger og terrorangreb. Men indbyggere i byen siger til lokale journalister, at de amerikanske bombardementer kun skaber større enighed i byen, der nu helt kontrolleres af forskellige militser, om at bekæmpe udenlandske og irakiske sikkerhedsstyrker. Central krise i Irak Situationen i Fallujah har i de seneste uger udviklet sig til den centrale krise i Irak. USA mener, at den mest eftersøgte terrorist i Irak, jordaneren Abu Musab al-Zarqawi, der leder Tawhid wa Jihad, skjuler sig i byen. Og Fallujah er blevet lakmusprøven på, om USA kan tvinge urolige byer til at underkaste sig centralstyret i Bagdad, inden der skal afholdes valg til januar. En amerikansk militærtalsmand forsvarede bombardementerne, der ifølge lokale læger har dræbt adskillige civile, herunder kvinder og børn, senest otte personer natten til søndag. Billeder af de døde har kunnet ses på de arabiske tv-kanaler. Levende skjolde »I vil se historier om, at kvinder og børn bliver dræbt ved hvert eneste angreb. Vi har set de billeder mange gange, men vi kan ikke bekræfte dem (...) Vi har beviser på, at mange af de historier, der kommer ud af Fallujah ikke er sande«, sagde talsmanden. Han beskyldte oprørerne for at bruge civile som levende skjolde. De kraftige bombardementer rammer disse dage Fallujah næsten hver nat. Men ifølge lokale indbyggere har de først og fremmest samlet alle byens bevæbnede grupper om at bekæmpe amerikanerne. Indbyggere siger til den uafhængige organisation Institute for War and Peace Reporting (IWPR), at der er mindst tre større militser, der kontrollerer byen. De vigtigste er ultrareligiøse og kan finde på at idømme dødsstraf for brud på deres ekstreme religiøse lov, der bl.a. forbyder cigaretter og popmusik. De få politifolk i byen er magtesløse. Nationalgarden er bandlyst, og den særlige sikkerhedsstyrke, der blev dannet efter et voldsomt oprør i foråret, er opløst. Ny fase Den britiske ekssoldat Paul Beat, der er en af cheferne i sikkerhedsfirmaet Control Risks Group, mener, at uroen i Irak er gået ind i en ny fase, hvor oprørerne er blevet mere og mere dristige. Således er sunnimuslimer med base i Fallujah begyndt at angribe over hele det vestlige og centrale Irak. »De udfører større, flerstrengede angreb. Nu bruger de ét køretøj ved indgangen til et bygningskompleks for at slå vagterne ud, hvorefter de kører en anden bombe indenfor«, sagde han til nyhedsbureauet Reuters under et seminar om Iraks genopbygning i Dubai. Forskellige historier om amerikanske overgreb, blandt andet i Abu Ghraib-fængslet, har været med til at nære hadet til amerikanerne. En ny historie er kommet til, efter da en krigsret idømte den 21-årige amerikanske soldat Federico Merida 25 års fængsel for mordet på en irakisk nationalgardist tidligere på året. Militæret har ikke frigivet detaljer om sagen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
ANALYSE
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.




























