Rusland går til FN for at få Sakajev

Lyt til artiklen

Rusland vil i denne uge forsøge at få vedtaget en FN-resolution, der skal gøre det nemmere at få udleveret personer, som sættes i forbindelse med terrorister. Det skal fremskynde udleveringen af den tjetjenske løsrivelsestilhænger Akhmed Sakajev fra London til Moskva, siger en kilde i det britiske udenrigsministerium. Sakajev, der er talsmand for den tjetjenske separatistleder Aslan Maskhadov, fik asyl i Storbritannien sidste år. Forinden havde han opholdt sig i Danmark, som afviste at efterkomme Ruslands krav om udlevering. Sakajevs antirussiske udtalelser har længe været en torn i øjet på den russiske regering. Efter et mislykket forsøg på at få Sakajev udleveret har Rusland øget det diplomatiske pres på den britiske regering ved at stemple ham som terrorist. Ruslands regering hævder, at Maskhadov gav ordre til gidseltagningen på Skole nr. 1 i Beslan 1. september, og har udlovet en dusør på godt 60 millioner kroner for ham. Maskhadovs tidligere militære næstkommanderende, Sjamil Basajev, har siden påtaget sig skylden for gidseltagningen, der kostede mindst 329 mennesker livet. I kortere snor Kilden i det britiske udenrigsministerium siger: »Så vidt vi har forstået, ønsker de en ny resolution med en meget bred vifte af redskaber til terrorbekæmpelse. Et af dem skal gøre det lettere at udlevere personer som Sakajev, der angiveligt har forbindelser til terrorister«. Han tilføjer, at Rusland også vil opfordre FN til at vedtage en juridisk definition af begrebet terrorisme for at få konkret udbytte af internationalt samarbejde om terrorbekæmpelse. Samtidig har det russiske parlament opfordret USA og Storbritannien til at holde separatister, der er i eksil i Washington og London, i kortere snor og begrænse deres aktiviteter. Den britiske chargé d'affaires i Moskva blev i sidste uge indkaldt til et møde i det russiske udenrigsministerium for at drøfte Sakajev. Kilden i det britiske udenrigsministerium siger dog, at der ikke blev fremlagt nye beviser på, at Sakajev har forbindelse til terrorisme. »De er tydeligvis utilfredse med, at han frit kan kritisere Rusland. Jeg tror, det snarere handler om politisk kontrol end om reelt at få nyttige oplysninger«, siger han. Ruslands sikkerhedstjeneste, FSB, har sagt, at Sakajev efter dens mening får lov til at opholde sig i London, fordi han er nyttig for den britiske efterretningstjeneste.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her