Irak for alvor på dagsordenen i USA's valgkamp

'Der er 'no go'-zoner i Irak i dag. Man kan ikke afholde et valg i en 'no go'-zone', siger Kerry. - Foto: AP
'Der er 'no go'-zoner i Irak i dag. Man kan ikke afholde et valg i en 'no go'-zone', siger Kerry. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Irak er for alvor kommet på dagsordenen i den amerikanske valgkamp, efter at Det Demokratiske Partis præsidentkandidat, John Kerry, er gået til angreb på præsident George W. Bushs krigsførelse. Kerry angriber nu også præsidenten for at misbruge den irakiske ministerpræsidents, Ayad Allawis, besøg i USA til at fortegne situationen i Irak. Kerry beskylder Allawi for sammen med Bush at tilsløre og pynte på situationen i Irak. Under en tale til Kongressen sent torsdag fastslog Allawi, at frie valg vil blive gennemført i Irak i begyndelsen af det nye år. Inden da hævdede Bush på et fælles pressemøde med Allawi, at der er »konstante fremskridt« i Irak. Rosenrødt skær »Ministerpræsidenten og præsidenten vil tydeligvis fremstille deres politik i et rosenrødt skær, men kendsgerningerne er, at CIA's vurderinger, mediernes rapporter, operationerne i felten og soldaterne beskriver en helt anden historie«, sagde Kerry på et valgmøde i delstaten Ohio. »Jeg ønsker, at demokratiet slår rod, men for øjeblikket beretter de fleste, at USA og irakerne har trukket sig tilbage fra hele områder i Irak. Der er 'no go'-zoner i Irak i dag. Man kan ikke afholde et valg i en 'no go'-zone«, tilføjede demokraternes kandidat. Angrebene fortsatte fredag, da Kerry i en tale i byen Philadelphia trak en skarp linje mellem Irak og kampen mod »islamiske fundamentalisters« terror. Kerry afviste, at der er tale om en kamp mellem civilisationer. Ikke fordi Kerry selv siger så meget, for kandidaten er ramt af en ondartet forkølelse, som næsten har kvalt hans stemme. Kerry fremlagde også en syvpunktsplan, hvor han redegjorde for, hvad han selv vil gøre. Kerry vil blandt opbygge et stærkere militær og efterretningsvæsen. Han vil også hindre, at terrorister får adgang til masseødelæggelsesvåben, som ikke var i Irak, og slå hårdt ned på terroristernes pengemænd. Modangreb Først på ugen i forbindelse med Bushs tale til FN's generalforsamling satte Kerry spørgsmålstegn ved, om det i det hele taget var rigtigt at invadere Irak. Efter Kerrys angreb på krigen gik Det Hvide Hus straks til modangreb og gentog sin kritik af, at Kerry uafbrudt skifter taktik og standpunkt. Bush og hans vicepræsident, Dick Cheney, gentager i én uendelighed, at Kerry oprindelig stemte for Irakkrigen for senere at stemme imod bevillingerne til at gennemføre den og genopbygge Irak. Cheney og Bush var også hurtigt ude efter Kerrys angreb på Allawi og præsidenten selv. De kaldte det mangel på respekt over for Iraks modige leder. Cheney hævdede, at Kerrys udtalelser var et forsøg på at »rive alt det gode ned, som man har opnået«, og beskyldte Kerry for at være »destruktiv«, når det gælder indsatsen i Irak og kampen mod terrorismen. Flere soldater Indirekte får Kerry dog støtte fra chefen for den amerikanske centralkommando, John Abizaid. Han siger, at hvis man skal gøre sig håb om at gennemføre valget i januar, så er der behov for flere soldater. Forsvarsminister Donald Rumsfeld og Bush siger, at hvis Abizaid beder om flere soldater, så får han dem. Problemet er blot, at det amerikanske militær er presset til bristepunktet, når det gælder mandskab. Og der er ikke meget håb om, at USA's allierede i Irak vil eller kan bidrage med større troppestyrker. Det har fået Kerry til at spå, at Bush vil forsøge at genindføre værnepligten ad bagvejen, hvis han vinder valget. Det afviser præsidenten. Nu vil John Kerry begynde at forberede sig på den første af tre tv-debatter med Bush på torsdag i Florida. Hovedemnet for den første debat er udenrigspolitik.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her