Tyskerne hilser Tyrkiet velkommen

Et flertal - et lille flertal - er for fuldt tyrkisk medlemsskab af EU. - Foto: AP
Et flertal - et lille flertal - er for fuldt tyrkisk medlemsskab af EU. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Tysklands største avis BILD var ikke i tvivl. På sin overlæssede forside kunne avisens tyrkiske læsere glæde sig over ordene: Hosgeldiniz: I skal være hjerteligt velkomne - på tyrkisk. Sådan var boulevardbladets reaktion på den tyske EU-kommissær Günther Verheugens budskab, om at der nu er grønt lys for at indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet med henblik på et senere EU-medlemskab. BILD kender sine læsere og tager sjældent fejl. Dets indstilling deles da også af den tyske befolknings flertal, skal man tro opinionsinstituttet Ipsos. Flertal for tyrkisk medlemsskab Det offentliggjorde i Financial Times Deutschland en meningsmåling, der viser, at 34 procent af tyskerne går ind for fuldt tyrkisk medlemskab, mens 27 procent er positive over for mere indirekte tilknytning. 32 procent er direkte modstandere. Af de adspurgte tilhængere mener 52 procent, at Tyrkiet bør omtages om fem år. Kun 25 procent mener, at Tyrkiets kulturelle og religiøse tradition kan udgøre en hindring. Andre meningsmålinger viser, at et flertal af socialdemokratiske og grønne vælgere støtter et tyrkisk medlemskab, mens borgerlige vælgere er mere skeptiske. Ja fra erhvervslivet Tysk erhvervsliv meldte fredag omgående ud: Ubetinget ja til optagelse af Tyrkiet. »Erhvervslivet kan profitere af et tyrkisk EU-medlemskab, da Tyrkiet er et vækstmarked med et stort strategisk potentiale«, sagde Arendt Oetker, viceformand i Tysk Industri. Den tyske regering hilser Verheugens udmelding velkommen. Udenrigsminister Joschka Fischer siger, at en optagelse kan blive aktuel om 10 til 15 år, hvis EU på sit møde 6. oktober konkluderer, at Tyrkiet lever op til de kriterier for medlemskab, der blev aftalt på topmødet i København i december 2002. CDU ringer med stormklokkerne Oppositionen under ledelse af CDU-formand Angela Merkel ringer derimod med stormklokkerne. Merkel vil på et topmøde 4. oktober blandt lederne i Europaparlamentets største gruppe, Det Europæiske Folkeparti, forsøge at overtale dem til at stoppe de kommende optagelsesforhandlinger. Merkel mener, at et tyrkisk medlemskab vil stille for store krav til EU. I stedet bør man tilbyde Tyrkiet et »privilegeret partnerskab«. Politisk teater Hun får fuld støtte af formanden for EU-parlamentets udenrigsudvalg, partifællen Elmar Brok. Han kalder Verheugens diplomati i Ankara for »politisk teater« og antyder, at hele striden om den tyrkiske regerings nu droppede forslag om at straffe ægteskabsbrud er aftalt spil: »Jeg er sikker på, at det er en iscenesættelse«, siger han. Han vil anbefale parlamentet, at man udsætter eventuelle optagelsesforhandlinger to til tre år. Gode nyheder for Schröder Kansler Gerhard Schröder kan derimod glæde sig over sin partifælle Verheugens indsats. Der bor 2,5 millioner tyrkere i Tyskland, og Berlin regnes for den tredje største tyrkiske by i verden. Af de 2,5 millioner indvandrere har 650.000 fået tysk statsborgerskab og stemmer derfor ved valgene. Det vides, at 60 procent af dem stemmer socialdemokratisk, mens 20 procent stemmer på koalitionspartneren De Grønne. Disse kendsgerninger er ikke tabt for SPD's valgstrateger. De kan afgøre valget. Tyrkerne er den største indvandrergruppe i Tyskland (på andenpladsen kommer polakkerne). Stærke pressionsgrupper De er stærke pressionsgrupper i de store byer, f.eks. Hamburg, hvor 20 procent af indvandrerne er tyrkere. Det kom derfor ikke som en overraskelse, at Hamburgs CDU-borgmester Ole von Beust brød partidisciplinen og talte for et tyrkisk medlemskab, i øvrigt i lighed med den tidligere borgerlige forsvarsminister Volker Rühe, der hel tiden sætter spørgsmålstegn ved sit partis taktisk bestemte holdninger. Guido Westerwelle, der er formand for det liberale parti FDP, siger til BILD, at hans parti i princippet ikke kan have noget imod Tyrkiet som EU-medlem, hvis det opfylder alle optagelseskriterier. Merkel: Det bliver dyrt Såvel Schröder som Merkel rejste i februar i år til Ankara for at tilkendegive deres holdninger. Dengang blev deres rejse i tysk presse betegnet som et rent indenrigspolitisk anliggende, Tyrkiet var bare scene for deres respektive henvendelser til vælgerne derhjemme. Merkel har siden talt om, at Tyrkiet som EU-medlem vil koste den fælles kasse 40 milliarder euro om året, og at Tyrkiet i 2015, når medlemskabet kan blive aktuelt, vil have en befolkning på 89 millioner, hvilket er stort set det samme som Tysklands.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her