Den russiske præsident Vladimir Putin siger, at Rusland er meget langt i planlægningen af forebyggende angreb mod terrorister, skriver det russiske nyhedsbureau Interfax. Udenrigsminister Ivanov har i kølvandet på terroren i Beslan sagt, at Rusland forbeholder sig retten til at slå til mod terrorister overalt i verden. Det fremgår ikke af Putins erklæring i dag, om planlægningen gælder forebyggende antiterror-angreb på russisk jord eller i udlandet. På lovlig grund Putin understreger ifølge Interfax, at forberedelserne er 'i stram overensstemmelse med lovene og forfatningen og er dækket af folkeretten'. Putin understreger samtidig, at Rusland aldrig vil forhandle med terrorister. »Enhver indrømmelse (til terrorister) vil føre til en udvidelse af kravene og en mangedobling af antallet af ofre«, siger Putin. Basajev: Kampen fortsætter Putins udtalelser falder samme dag, som den mest eftersøgte person i Rusland, den tjetjenske krigsherre Sjamil Basajev, i en erklæring på et oprørs-website har taget skylden for det blodige gidseldrama i Beslan 1.-3. september. Basajev beklager i erklæringen den voldsomme udgang på gidseldramaet, men mener, at det var de russiske myndigheders skyld, at det gik så galt, som det gjorde. Basajev understreger, at oprørerne vil fortsætte kampen for et uafhængigt Tjetjenien. »Vi er ikke bundet af omstændighederne, og vi vil fortsætte kampen på den måde, som passer os bedst, og efter vores egne regler«, hedder det i erklæringen. 400 dræbt de seneste tre uger Basajevs militser har taget skylden for Beslan-angrebet, to bomber om bord på russiske indenrigsfly og et selvmordsattentat i Moskva. Fire angreb, som har kostet over 400 personer livet de seneste tre uger. Ifølge præsident Putin er Basajev og hans militser en del af en international terrorisme, som Putin vil sætte alt ind på at bekæmpe. Putin har helt afvist de forhåbninger, flere vestlige ledere har næret til, at Rusland vil overveje politikken overfor udbryderrepublikken Tjetjenien. Afviser forbindelse til international terror Basajev afviser enhver forbindelse til terrornetværket al-Qaeda, dets leder Osama bin Laden, og international terrorisme generelt. Hans mål er regionale, siger han: »Jeg kender ikke bin Laden. Jeg modtager ikke penge fra ham, selv om jeg da ikke ville afvise dem«, siger Basajev. Basajev skriver i erklæringen, at der var 14 tjetjenere med til terroraktionen i Beslan, heraf 12 mænd. Desuden var to arabere samt folk fra landene i Kaukasus blandt de i alt 33 gidseltagere. Armitage: Basajev fortjener ikke at leve Den amerikanske viceudenrigsminister Richard Armitage har i dag ikke vovet sig ind på det centrale spørgsmål, om Rusland har en krig mod terror, der kan sammenlignes med den amerikanske. Men viceudenrigsminister Armitage har slået fast, at Basajev er 'umenneskelig' og 'ikke har fortjent sin eksistens'. Basajev var hjernen bag gidselaktionen i et teater i Moskva i 2002, hvor 40 gidseltagere tog omkring 1.000 personer som gidsler. Her blev 129 gidsler dræbt, næsten alle af en ukendt type gas, som sikkerhedsstyrkerne pumpede ind i bygningen, inden de gik til angreb. Sjamil Basajev er kendt for at have bekæmpet de russiske styrker de seneste 13 år. Han skal have mistet 11 familiemedlemmer, heriblandt sin hustru, under russiske angreb i Tjetjenien. Han har kun en fod efter at have trådt på en mine i 2000, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























