Irak holder fast i valgdato trods terror-angreb

Iyad Allawi har drøftet den spændte sikkerhedssituation i Irak med Tony Blair. - Foto: AP
Iyad Allawi har drøftet den spændte sikkerhedssituation i Irak med Tony Blair. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Selv om bomberne dagligt eksploderer, og udlændinge bliver taget som gidsler med jævne mellemrum i Irak, står den irakiske overgangsregering fast på at gennemføre det planlagte parlamentsvalg 31. januar. Det fastslår den midlertidige premierminister Iyad Allawi efter et møde med sin britiske kollega Tony Blair. »Vi står definitivt fast på tidsplanen for et valg i januar næste år«, siger Iyad Allawi. Blodig uge i Irak Udtalelsen kommer dagen efter, at yderligere ti udlændinge blev taget som gidsler, og mindst 23 personer mistede livet ved en terrorbombe rettet mod den irakiske civilgarde i Kirkuk i det nordlige Irak. Dermed er dødstallet i den seneste uge ved at nærme sig 300. Selv om dødstal i Irak ofte er usikre og nogle gange sættes for højt, synes det dermed at være den blodigste uge siden krigen. Lørdag offentliggjorde den arabiske satellitkanal Al-Jazeera en video med tre civile vestlige gidsler. Gidslerne, to briter og en amerikaner, blev bortført torsdag i en - selv efter irakiske forhold - usædvanligt dristig mission. Powell er usikker Fredag udtalte den amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, at der ikke kan afholdes valg i Irak til januar, medmindre sikkerheden forbedres. Powell støtter sig til amerikanske diplomater og militære ledere, der vurderer, at for mange irakiske områder i øjeblikket kontrolleres af oprørere. Og i sidste uge sagde FN´s generalsekretær Kofi Annan, at det ikke ville være muligt at gennemføre »troværdige valg« i Irak med den nuværende sikkerhedssituation. Men den irakiske premierminister er fast besluttet på at det planlagte valg skal gennemføres. »Vi er fast besluttet på at demokratiet skal sejre i Irak«, siger Iyad Allawi ifølge Reuters.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her