Sveriges udenrigsminister Anna Lindh blev for et år siden dræbt med knivstik i stormagasinet NK. Det retslige efterspil fortsætter. Tingsrätten idømte Mijailo Mijailovic livsvarigt fængsel, men dén dom ændrede Hovrätten, den svenske landsret, senere til en behandlingsdom. Nu bliver den tredje retsinstans, Højesteret, hørt. I en kortfattet erklæring meddeler Højesteret i dag, at den vil give tilladelse til en appelsag. Beslutningen, der ikke blev begrundet, blev truffet to dage efter årsdagen for den svenske udenrigsministers død. Mijailo Mijailovic har anket dommen om retspsykiatrisk forvaring med den begrundelse, at han ikke havde forsæt til at dræbe udenrigsminister Anna Lindh. Også Rigsadvokaten har anket strafudmålingen til Højesteret. Rigsadvokaten vil have Mijailovic i fængsel for livstid. Familien bliver hørt Anna Lindhs enkemand, Bo Holmberg, siger til de svenske medier, at han det betyder meget for familien og for retssikkerheden, at sagen bliver behandlet for alle tre retsinstanser, og at alle sagens parter bliver hørt. Han tilføjer, at han håber, Højesteret vil stadfæste livstidsdommen. Foruden sin mand efterlod Anna Lindh også to små sønner. De vil også blive hørt i Højesteret, skriver den svenske avis Aftonbladet. Rigsanklagerens begrundelse for at bede Højesteret om at tage sagen op, er, at Hovrätten ikke gav sin egen bedømmelse af Mijajlovics psykiske tilstand. I stedet valgte man at rette sig efter en udtalelse fra Socialstyrelsens Retslige råd. Rigsadvokat Fredrik Wersäll mener, at Mijailovic fik særbehandling, da han blev dømt til indlæggelse på et psykiatrisk hospital frem for at få livsvarigt fængsel, der er den normale straf for drab. Chefanklager Krister Petersson finder det interessant, at drabet skal for retten en tredje gang. »Det er interessant for retsopfattelsen, at vi får klarlagt, hvilke domfældelser domstolene skal tage op for selvstændigt at vurdere det materiale, som den retspsykiatriske undersøgelse er nået frem til«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























