En militant irakisk gruppe, der kalder sig selv »Den hemmelige islamiske hær«, hævder at have taget to australske statsborgere som gidsler. Gruppen truer ifølge nyhedsbureauet AFP med at dræbe de to gidsler, hvis ikke Australien inden 24 timer trækker samtlige landets tropper ud af Irak. Indtil videre er det usikkert, om der er tale om australske soldater eller civilpersoner, men den australske regering arbejder i øjeblikket på højtryk for få flere informationer. Umiddelbart, siger regeringen i Canberra, er der ingen australiere i Irak, som man ikke har kontakt med, men sagen undersøges. To østasiater også taget som gidsler I den militante gruppes erklæring, som cirkulerede i den sunnimuslimsk dominerede by Samarra, hævdes det samtidig, at gruppen har taget to østasiater som gidsler. Men præcis fra hvilket land disse gidsler kommer, er der ingen oplysninger om. Ligesom der heller ikke er nogen oplysninger om, hvorvidt de er soldater eller civile. I erklæringen kræver gidseltagerne ifølge BBC News, at Australiens premierminister, John Howard, personligt skal annoncere de australske soldaters tilbagetrækning inden 24 timer, eller vil gidslerne blive dræbt. Australien har på nuværende tidspunkt omkring 850 soldater i Irak. Tyrkisk gidsel halshugget Uafhængigt af meddelelsen om de to australske gidsler blev en video med henrettelsen af et tyrkisk gidsel offentliggjort på en hjemmeside, der før er blevet brugt af militante islamister. På videoen siger offeret, at han hedder Durmus Kumdereli, og at han er lastbilchauffør. Herefter opfordrer gidslet transportfirmaer og andre virksomheder til at forlade Irak. Efterfølgende bliver det tyrkiske gidsel tilsyneladende dræbt. Den tyrkiske regering sagde ifølge BBC News i sidste måned, at et andet tyrkisk gidsel, der blev taget til fange sammen med Durmus Kumdereli, var blevet frigivet. Intet nyt om franske og italienske gidsler I sagen om de to kvindelige, italienske nødhjælpsarbejdere, der blev kidnappet 7. september er der endnu intet nyt, men den italienske udenrigsminister ankom mandag til Kuwait i forsøget på at sikre de to kvinders løsladelse. Heller ikke i sagen om de to kidnappede franske journalister, der blev taget som gidsler 20. august, er der umiddelbart noget nyt. Ifølge den franske udenrigsminister er forsøgene på at få de to journalister løsladt indtil videre strandet, fordi kampene i Irak atter er taget til.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























