Legetøj og penge strømmer til Beslan

En mor og hendes datter, som overlevede gidseltragedien i Beslan. - Foto: AP
En mor og hendes datter, som overlevede gidseltragedien i Beslan. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Mennesker mange steder på kloden føler med Beslan. De samler penge og gaver ind for at sende dem til den lille by i Nordossetien, hvor næsten enhver familie har mistet pårørende, venner eller naboer under terrorangrebet på Skole nr. 1. Den britiske avis The Sun har indsamlet syv millioner kroner, som nu er på vej til Beslan. Avisen var den første, som bragte historien om et af børnene fra den video, terroristerne havde optaget på den besatte skole. Den tiårige Georgij Farnijev, hvis beretning siden er gengivet i blandt andet Politiken, leger nu i sin hospitalsseng med bamser og andre gaver. Mere legetøj på vej Og mere legetøj er på vej til de børn, som har overlevet tragedien. The Suns læsere har foruden pengene, som stadig strømmer ind, skænket så mange legesager, at de fylder flere lastbiler, skriver internetagenturet NEWSru. Selv premierminister Tony Blair har bidraget. Også i Rusland og mange andre lande finder der indsamlinger sted, og store mængder humanitær hjælp sendes til Nordossetien hver dag. Der kommer ligeledes talrige tilbud om psykologhjælp, lægebistand, rekreationsophold m.v. Også i Rusland er der flere aviser, som organiserer hjælp til den lille by. Den første var den engelsksprogede The Moscow Times, men siden er en række kommet til. Mangel på blod Meget aktiv er også Internationalt Røde Kors, som foruden penge og gaver koordinerer bloddonorerne. Flere hospitaler, som behandler de sårede fra Beslan, mangler fortsat blod til transfusioner. Omkring 50 af de indlagtes tilstand er fortsat yderst alvorlig. Det går mere trægt med regeringens hjælp. Regeringen har meddelt, at hver familie, som har mistet et eller flere medlemmer, vil få en kompensation fra regeringen. Ifølge et dekret fra ministerpræsident Mikhail Fradkov er der tale om 100.000 rubler (ca. 25.000 kroner) for hver død plus et tilskud på 18.000 rubler til begravelsesomkostningerne. Hårdt kvæstede vil få 50.000, let sårede 25.000 og alle andre, som har overlevet terroraktionen, 15.000 rubler. Men pengene er stadig ikke kommet til de berørte familier, som ofte er meget fattige. Myndighederne vil først begynde at udbetale dem 20. september -17 dage efter at gidseldramaet sluttede. Nordossetiens viceminister for sociale anliggender, Jevgenija Stolbina, forklarer det med de mange formularer, Moskva kræver skal udfyldes. Hun tilføjer, at man fortsat ikke har komplette lister over døde og sårede. Privat hjælpeaktion Og mens folk venter på penge fra Kreml og på humanitær bistand, som ofte bremses af bureaukratiske instanser, laver lærerne på Skole nr. 1 en privat hjælpeaktion. »Vi vil især gøre noget for børn, som har mistet deres forældre, og for de fattigste familier, som har svært ved at betale begravelserne«, siger lærer Jelena Kasumova, som selv var blandt de over 1.200 gidsler.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her