Tre delstatsvalg denne måned kan sende det regerende tyske socialdemokrati, SPD, til tælling. Samtidig står det demokratisk-socialistiske parti PDS i en historisk styrkeposition. Det er tæt på at erobre flertallet i delstaten Brandenburg, der omkredser hovedstaden Berlin. Men de seneste opinionsmålinger viser, at PDS også på landsplan bryder igennem spærregrænsen på 5 procent og måske kan rykke ind i Forbundsdagen i Berlin med en fuld fraktion ved valget i 2006. Også SPD's koalitionspartner i Forbundsdagen, De Grønne, noterer fremgang næsten overalt. Brandenburg Størst spænding står der om delstatsvalget i Brandenburg 19. september. Det bliver dette års tyske valggyser. PDS placeres i de seneste meningsmålinger som det stærkeste parti i delstaten, der har hovedstad i det smukke Potsdam og en befolkning på ca. halvdelen af den danske. Partiet vil ifølge målingerne få mellem 29 og 36 procent af stemmerne, mens det regerende SPD tegner sig for mindre end 28 procent. På tredjepladsen kommer de borgerlige kristendemokrater, CDU, der kan forvente at få mellem 22 og 26 procent af stemmerne. De Grønne og det lille liberale parti FDP balancerer begge på spærregrænsen på de 5 procent. Personlig sejr Hvis PDS, der har efterfulgt det tidligere østtyske kommunistparti SED, vinder valget i Brandenburg, vil det, om end på et langt mere beskedent plan, være en gentagelse af de mange comeback, reformerede kommunistpartier i det tidligere Østeuropa har præsteret. Men det vil også være en stor personlig sejr for Dagmar Enkelmann, partiets spidskandidat. Den 48-årige tidligere historielærer er en landskendt og populær politiker. Hun sad i Forbundsdagen indtil 1998 og er partiets næstformand på landsplan. Omvæltningen i Brandenburg er betragtelig. SPD fik næsten 40 procent af stemmerne ved delstatsvalget i 1999, mens PDS kom ind som nummer tre med 23 procent. Der er ingen tvivl om, at den hede sommer med store demonstrationer i mange tidligere østtyske byer imod kansler Gerhard Schröders arbejdsmarkedsreform er en medvirkende årsag til PDS' store fremgang og SPD's tilsvarende tilbagegang. Valget i Saar SPD kan også vente en dundrende øretæve ved morgendagens delstatsvalg i Saarland. Ved delstatsvalget i 1999 var Socialdemokratiet kun nogle få tusinde stemmer fra at kunne fastholde den regeringsmagt, partiet havde haft ubrudt siden 1985. Men opinionsinstitutterne spår partiet en tilbagegang på 15 procentpoint til omkring 30 procent af stemmerne. Det regerende CDU kan derimod vente en fremgang på 5 procent, så partiet måske får absolut flertal i landdagen i Saarbrücken. De Grønne ser ud til at komme over spærregrænsen. Protest mod Schröder I Saarland har SPD ikke fået nogen særlig hjælp i valgkampen af den tidligere SPD-formand Oscar Lafontaine. I protest mod kansler Gerhard Schröder og arbejdsmarkedsreformen truede han i august i et interview med ugebladet Der Spiegel med at oprette et nyt venstrefløjsparti. Det ser dog foreløbig ud til at blive ved truslerne. Heiko Maas, SPD's leder i Saarland, har strøget Lafontaine fra partiets officielle liste over talere op til valget. Den tidligere toppolitiker har heller ikke haft ubetinget succes med sin interne oppositionspolitik. Medierne har mindet ham om, at han som finansminister i 1998 var ophavsmand til de tanker, der senere dannede grundlag for arbejdsmarkedskommissionen, og ved den ugentlige mandagsdemonstration i Leipzig forleden blev han modtaget med pift og æg. Sachsen Septembers tredje valg finder sted i den såkaldte fristat Sachsen samme dag som valget i Brandenburg, altså19. september. Sachsen, hvis befolkning er en smule mindre end Danmarks, var den sydligste del af det tidligere DDR med hovedstad i Dresden. Her ligger CDU alene i spidsen. Ifølge meningsmålingerne vil CDU dog gå lidt tilbage i forhold til valget i 1999, men partiet vil muligvis kunne bevare sit absolutte flertal. Den borgerlige ministerpræsident Georg Milbradt behøver altså ikke at frygte for sin regerings fremtid. Næststørste parti er og forbliver PDS, der med de forudsete mellem 22 og 25 procent af vælgertilslutningen vil forbedre sit valgresultat fra 1999 en smule. Munternt gemyt Partiets spidskandidat Peter Porsch, et muntert sydtysk gemyt, har brugt en del af sine kræfter i valgkampen på at tilbagevise mistanker om, at han i sin tid samarbejdede med det østtyske efterretningspoliti Stasi. Ved valget i 1999 fik SPD bare 10,7 procent af stemmerne. Det var det største socialdemokratiske valgnederlag i en delstat i efterkrigstiden. Meningsmålinger giver nu partiet en marginal fremgang på et par procentpoint, så det er næppe nogen stor trøst. De Grønne ventes at nå op over spærregrænsen. De tre delstatsvalg suppleres indirekte 26. september af kommunalvalg i Nordrhein-Westfalen. Hvis SPD også går tilbage her, kan det være en strømpil for landdagsvalget i denne store delstat næste år. Mister SPD magten her, vil de borgerlige partier have to tredjedeles flertal i Forbundsdagen, det tyske andetkammer, og de vil dermed kunne blokere lovgivning, der går deres interesser imod.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00

Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Kronik af Michelle Skov Karantonis




























