Der hersker forvirring om skæbnen for de to franske journalister, der er taget som gidsler i Irak. Den seneste deadline fra gidseltagerne blev overskredet ved midnat, og Frankrig nægter fortsat at give efter for kravet om at fjerne en lov, der forbyder muslimske hovedtørklæder i skolerne. Sent i aftes oplyste Den Arabiske Liga, at tidsfristen formentlig først udløber i aften, udmeldingen er ikke blevet bekræftet af gidseltagerne, der kalder sig Den Islamiske Hær. Forvirrende meldinger I en video, der blev offentliggjort mandag bønfaldt de to journalister, Christian Chesnot og George Malbrunot, den franske regering om at fjerne tørklædeforbuddet. Men gidseltagerne har endnu ikke gjort det klart, hvad der vil ske med journalisterne, hvis Frankrig ikke går ind på kravet. Den Islamiske Hær har tidligere taget skylden for drabet på en italiensk journalist. Tirsdag eftermiddag erklærede tv-stationen Al-Arabyia, at de to gidsler var blevet frigivet, men de franske medier var forsigtige med optimismen, og oplysningerne blev hverken bekræftet i Paris eller Bagdad. Redaktøren for den franske avis Le Figaro, Jean de Belot, hvor George Malbrunot er tilknyttet føler sig overbevist om at journalisterne fortsat er i live. »Det er helt sikker, at gidslerne er i live. Vi så dem kort i går (på videoen, red.), men jeg er overbevist om humøret og moralen er i bund«, siger Jean de Belot ifølge Reuters. Den franske udenrigsminister, Michel Barnier, har været i Egypten og Jordan og er nu på vej til Qatar for at bede muslimske ledere og organisationer om at støtte Frankrig. Opbakning til gidsler Og de seneste døgn har da også vist en sjælden massiv enighed i den arabiske verden. Lige fra Bagdad til Beirut fordømmer muslimer gidseltagningen, senest har den militante Hamasbevægelse opfordret kidnapperne til at frigive de to franske journalister. Kidnapningen har ført til bestyrtelse i Frankrig, der var en indædt modstander af invasionen af Irak. Tusinder af franskmænd demonstrerede i går mod kidnapningen, mens store billeder af de to journalister blev vist på Paris Rådhus. Samtidig gik politikere og imamer i forbøn for gidslerne i Paris' største moske.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























