Jagten på den fjerde kvinde efter terror i Moskva

Marjam Taburova er en omvandrende bombe, frygter den russiske sikkerhedstjeneste. - Foto: AP
Marjam Taburova er en omvandrende bombe, frygter den russiske sikkerhedstjeneste. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Marjam Taburova er en omvandrende bombe, der blot venter på at eksplodere, frygter de russiske myndigheder. Sikkerhedstjenesten FSB har udsendt en efterlysning, der dagen igennem blev bragt med kvindens pasbillede på russisk tv. Vidner fastslår, at den 27-årige kvinde kom til Moskva i sidste uge sammen med de tre andre tjetjenske kvinder, som nu alle er døde. To af dem har formodentlig sprængt de to passagerfly og sig selv i luften. Politiet har fundet to pas på katastrofestederne, som begge lyder på tjetjenske navne - Amnat Nagajeva og Satsita Dsjebirkhanova. Myndighederne siger, at det endnu ikke er fastslået med sikkerhed, at det er de virkelige navne på de skyldige i attentaterne, fordi passene kunne være stjålet. Men det er meget sandsynligt. Ved flystyrtene døde 90 mennesker. Kvinden bag bomben ved metrostationen i Moskva var muligvis Amnat Nagajevas søster, Rosa Nagajeva. Kvinde mistænkt Politiet bekræfter, at en kvindelig selvmordsterrorist mistænkes for angrebet, men hun er endnu ikke identificeret, fordi hendes legeme blev sønderrevet ved eksplosionen. Ifølge nyhedsbureauet Interfax er der på stedet fundet et hoved, som muligvis er Rosa Nagajevas. Moskvas vicestadsanklager Vladimir Judin sagde i går, at man nu er i gang med at rekonstruere hovedet. Ved eksplosionen døde ni mennesker, og endnu en døde senere på hospitalet. Omkring 50 mennesker blev såret, og heraf er fortsat indlagt 35. Fleres tilstand betegnes af lægerne som alvorlig. Den fjerde kvinde - Marjam Taburova - har med sikkerhed delt lejlighed i Tjetjeniens hovedstad Grosnij med søstrene Nagajeva og med Satsita Dsjebirkhanova. Og man ved også, at alle fire forlod Tjetjenien 22. august - to dage før flykatastroferne - og rejste til naborepublikken Dagestan, hvorfra de fortsatte til Moskva. Det skriver pålidelige russiske aviser som Isvestija og Kommersant. Bomben ved metroen var den seneste i den efterhånden lange række selvmordsattentater i Moskva. I de fleste har deltaget kvinder fra Tjetjenien, de såkaldte sorte enker, som er parat til at ofre deres eget liv for at hævne sig for deres nærmestes død. De russiske myndigheder er stadig mere bekymrede over angrebene på civile mål. Efter besættelsen af folkeskolen i Nordossetien onsdag sagde forsvarsminister Sergej Ivanov, at terroristerne nu har erklæret Rusland åben krig.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her